Tjener for hele folket

Inger Støjberg smiler

Det er et billede af en tjener. På en bund af tragiske menneskeskæbner har hun lagt en splittet befolkning, delt af uforsonlig retorik og rene provokationer. For at nedtone det gustne overlæg og den bitre eftersmag, er det hele pakket ind i sukkersød overflade og pyntet med farverigt spin. På toppen af herligheden er Dannebrog flankeret af et bredt og glædestrålende smil.

I det danske demokrati har der altid været tradition for, at en minister er minister for hele folket. Jo, naturligvis kan vi være uenige. Der skal træffes beslutninger, som ikke alle er enige i – sådan er det at være sammen om et demokrati. Men vi gør det på en ordentlig måde, og ministeren tjener folket med afmålt og passende ydmyghed over for embedet.

Det vil klæde vores allesammens udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg at huske dette, næste gang hun byder befolkningen på kage.

(Du kan se Gennemførte stramninger på udlændingeområdet på Udlændinge- og integrationsministeriets hjemmeside.)

Fred i Syrien kan være på vej

Staffan de Mistura, the Secretary-General's Special Representative (SRSG) for Iraq briefs press after closed Security Council consultations. UN Photo by Loey Felipe.

Indledende samtaler om fred i Syrien starter 4. maj i Geneve og vil formentlig vare 4-6 uger. FN’s særlige udsending, Staffan de Mistura, har inviteret så mange parter i den syriske konflikt som muligt: Enhver der kan hjælpe med at finde en vej ud af den nuværende situation. Og umiddelbart er jeg behersket optimist, især hvis det internationale samfund bakker op og presser på.

Først lidt om processen i maj. Det vil være bilaterale samtaler med de forskellige deltagere – og altså ikke en egentlige Geneve III-forhandling mellem regering og opposition. De bilaterale samtaler foregår primært på ambassadør- og ekspertniveau, hvor formålet er at få en subjektiv status fra de forskellige aktører: Hvordan ser I situationen netop nu? Det skal munde ud i en rapport fra de Mistura, som forhåbentlig kan få opbakning fra Sikkerhedsrådet og dermed kickstarte en politisk proces for fremtidens Syrien.

Der er sendt invitationer ud til en meget bred kreds af deltagere: “…representatives from the Syrian government and all major opposition currents – including the National Coalition, the National Coordination Commission for Democratic Change, independent Syrian figures, as well as civil society and business representatives. De Mistura will also hold meetings with the ambassadors of the five permanent members of the Security Council, in addition to representatives of the regional states.” [1]

De forrige forhandlinger (Geneve I og II) har vist, at “den syriske opposition” var defineret for snævert, og det skal samtalerne i maj råde bod på. Desuden skal den syriske regering åbne op for forhandlinger om den politiske proces, noget de i tidligere forløb har afvist. Her vil et pres fra Rusland være vigtigt. Der er ikke offentliggjort en liste over deltagere i samtalerne. If. flere kilder er det dog sikkert, at kurdiske PYD (Det Demokratiske Enhedsparti) for første gang er inviteret til Geneve. [2] Islamisk Stat og Jabhat al-Nusra er ikke inviteret med, men if. FN’s talsmand Ahmad Fawzi vil der være “those who have relationships with them and, those who can communicate with them”. [3]

Jeg ser på dette setup med optimisme, fordi de Mistura favner bredt og inkluderende.

Fx er kurderne med, og der er sikret kontakt til IS og Nusra – alle er væsentlige spillere på den syriske bane. Desuden starter processen bilateralt, hvilket altid er godt i en fredsproces. Der er tegn på opbakning fra eksterne parter (fx Rusland). Og endelig skal man ikke underkende, at der er ved at opstå en vis træthed blandt de stridende parter. Konflikterne er flere steder lokalt inde i et dødvande, hvor soldater kigger op fra hver sin skyttegrav og tænker: “Hvor længe gider vi blive ved?”

Det vil være mit budskab til danske politikere, inden ethvert internationalt perspektiv drukner i valgkampsstrategi og hjemlig andedam: Sæt fuld skrue på opbakningen til Staffan de Mistura, og læg maksimalt pres på de involverede parter i de kommende samtaler. Der skal gang i den politiske proces, så befolkningen i Syrien kan få fred og komme i gang med at bygge op igen.

Kilder

[1] http://syrianobserver.com/EN/News/29085/De_Mistura_Hold_Bilateral_Consultations_in_Geneva

[2] http://kurdishquestion.com/index.php/kurdistan/west-kurdistan/breaking-news-pyd-invited-to-geneva-3-on-syria.html

[3] http://www.unmultimedia.org/radio/english/2015/04/syria-talks-to-start-with-whoever-has-answer-says-un/

Foto: UN Photo by Loey Felipe

Islamisk Stat skal tales ihjel

Islamisk Stat i Irak september 14 til April 15

Den danske og internationale indsats i kampen mod Islamisk Stat og for fred i Mellemøsten slår fejl. Det skyldes en manglende forståelse for de lokale konflikter og for, hvad der nærer og driver ekstreme bevægelser som IS og brutale magthavere som al-Assad. Dyb mistillid mellem forskellige grupper i samfundet, ringe materiel levestandard, udbredt korruption og kulturelt betinget ulighed er altsammen med til at gøde jorden for personer og grupper med stærke magtambitioner og kun ringe respekt for demokrati og menneskerettigheder.

Fra Danmark bidrager vi til konflikten i Irak med transportfly, F-16-fly, logistisk personel og uddannelse af irakiske og kurdiske soldater. Formålet er at hjælpe med at bekæmpe Islamisk Stat. Indtil videre er der sket det, at IS er slået tilbage enkelte steder, men at deres indflydelse i Irak samlet set er uforandret. Til gengæld er gruppen nu ved at have tilpasset sig koalitionens luftkrig: De flytter sig selv og deres materiel i mindre grupper, graver grøfter som gør det sværere at se dem fra luften, og de etablerer positioner hvor det er svært at bombe med fly – hvis man altså vil undgå civile tab.

Samtidig tyder intet på, at IS’s rekrutteringsbase er blevet mindre i Irak. Der er stadig udbredt mistillid mellem især sunniarabiske grupper på den ene side og al-Abadis regeringsstyrker og PMU (shi’amilitser) på den anden. Mange områder, hvor IS i efteråret blev slået tilbage, er stadig totalt affolkede, og der er ingen indsats for at genhuse beboerne, sørge for sikkerhed, forsyninger osv. Selv befolkede områder, hvor IS tidligere led nederlag, er gruppen nu ved at tage tilbage.

Når vi hører vestlige medier juble over sejre i fx Kobane og Tikrit, er det som at fejre et succesfuldt nålestik i en kamp med sværd. Islamisk Stats krigsførelse er at sammenligne med guerillakrig. De taber et slag, trækker sig tilbage, justerer strategi og taktik, omgrupperer – og fortsætter så kampen. Derfor er den vestlige indsats i krigen helt utilstrækkelig og dybest set naiv, grænsende til farlig for udviklingen i området.

Lad os blot for en god ordens skyld sige, at det lykkedes at nedkæmpe Islamisk Stat. Jamen, så kommer der en ny – og måske endnu værre – gruppe og overtager deres plads. Sådan vil det blive ved, med mindre vi gør noget ved årsagerne til, at sådanne grupper kan opstå og fungere. Det kan de kun, så længe de kan hente opbakning i den almindelige befolkning; en opbakning der er baseret på ringe levestandard, stor ulighed samt mistillid mellem mennesker.

Så vi ved, hvad der skal til: Velfærd, lighed og gensidig tillid. Det når vi ikke ved at sende våben og bombefly til området. Der skal en helt anden indsats til. Civilbefolkningen skal beskyttes, og de fredsramte områder skal sikres. Krigsforbrydelser skal straffes – også selv om det er “de gode”, der har begået dem. Der skal laves aftaler med magthaverne om at fordele samfundets goder og den politiske indflydelse mere ligeligt. Og der skal indledes samtaler i FN-regi med de enkelte parter, der indgår i konflikterne: Hvad ønsker I for fremtiden? Hvilke muligheder ser I for fred i jeres land? Hvem kan I umiddelbart sidde til bords med? På den baggrund vil det være muligt at sætte stadig flere grupper sammen og tale om en fremtid med plads til alle.

Det er en lang og svær proces. Men det er en vej til en fremtid, hvor befolkningen kan leve et godt liv i et fredeligt samfund – hvor der ikke er grobund for ekstremistiske bevægelser som Islamisk Stat. Jeg får ofte at vide, at det er umulig ønsketænkning, og at jeg er naiv. Det kan være. Men det er en vej, vi ikke kan tillade os at gå forbi, uden at se hvor den fører hen. Det skylder vi den befolkning, som vi indtil videre blot har sendt flere våben og flere bomber til.

(Jeg har her fokuseret på Irak, hvor det danske bidrag begrænser sig til. I Syrien er problemerne grundlæggende de samme, omend løsningerne er noget mere komplicerede.)

Kort

Kortene på billedet er fra Institute for the Study of War:

Ansvaret for attentatet i Al-Hasakah

Luftfoto af Al-Hasakah. Fra https://archive.org/details/AlHasakah

Beretninger fra en krigsramt region har altid mange udgaver. Det er kun sjældent, vi herhjemme får mere end én. Og vinklinger som komplicerer billedet af “de gode og de onde”, “vinderne og taberne”, “sort og hvid”, har ikke en chance. Her er en anderledes situationsrapport fra det nordøstlige Syrien…

Navnet er Bafi Shayar. Han er kurdisk journalist og arbejder for det oppositionsvenlige Al-Hasakah Today nyhedsnetværk. For en uges tid siden blev han interviewet af Syria Direct.

Baggrunden er, at der den 20. marts eksploderede to bilbomber i byen Al-Hasakah. Det skete under fejringen af det kurdiske nytår (“Nowruz”). Det var et forfærdeligt og tragisk attentat, og næsten 40 mennesker mistede livet. I løbet af det næste døgn var det fastsat ved mediernes dom, at Islamisk Stat stod bag.

Faktisk havde Islamisk Stat ikke officielt taget ansvaret for eksplosionerne. Det plejer de ellers altid at gøre, når de står bag – det er en næsten automatisk del af deres propaganda. Er det en fejl? Har de skiftet medietaktik i forhold til Al-Hasakah? Eller står der i virkeligheden andre bag bomberne?

Bafi Shayar har intet endeligt svar på de spørgsmål. Til gengæld understreger han, at uanset hvad så er sikkerheden i Al-Hasakah kurdiske YPG’s ansvar; og at hændelsen fandt sted i en del af byen, der ellers betragtes som meget sikker.

Han beretter også om en indgroet mistillid til YPG og PYD blandt de lokale. De kurdiske gruppers periodevise samarbejde med regimet er ikke velset – og der er mange historier om, at YPG har fordrevet folk fra nogle af de landsbyer, de har erobret og i nogle tilfælde overdraget til regimet. Var bomberne i virkeligheden en kærkommen afledning fra disse historier? Og havde YPG eller regimet andel i attentatet? Sådan spørger de hinanden rundt omkring i Al-Hasakah.

Dermed er det lokale forhold til PYD og YPG meget dobbelt. På den ene side har de kurdiske styrker været stærkt medvirkende til at presse Islamisk Stat ud af byen og en del omkringliggende landsbyer. På den anden side ses de som nogle, der hytter deres eget, kurdiske skind – og det falder ikke altid sammen med den syriske revolutions interesser og mål.

Sådan ser verden i Al-Hasakah altså også ud netop nu – hvis man spørger en kurdisk journalist med oppositionsbriller på. Og Islamisk Stat har stadig ikke (16.4.2015) taget ansvaret for bomberne.

(Læs hele interviewet her: http://syriadirect.org/news/kurdish-journalist-ypg-‘responsible’-for-nowruz-bombing)

På kontanthjælp er to tusind kroner mange penge

Mønter og en halvtredser

Vi kan diskutere, om kontanthjælpen er for høj. Vi kan diskutere, om mindstelønnen er for lav eller for hårdt beskattet. Vi kan diskutere, om der er nogle få modtagere af kontanthjælp, hvis økonomiske incitament er i underkanten.

Men det er meget svært at tage seriøst, når mere end velbetalte folketingspolitikere nedvurderer to tusind kroner som “ikke noget særligt”. Det er altså mange penge, når man skal leve af overførselsindkomster. Og det gælder i øvrigt også for arbejdere på lave lønninger, eller hvis man af den ene eller anden grund har en presset økonomi.

Så når Kristian Jensen, Hans Andersen, Lars Løkke Rasmussen og en masse andre borgerlige politikere tillader sig at tale et så relativt stort beløb ned, så trænger de vist til at komme ud i nyttejob og fjerne padderokker på en kommunal grund et sted i udkants-Danmark.

Hvad bilder I jer egentlig ind?

Politikeres og mediers særlige ansvar

Vi slår revner i samfundet

I kølvandet på skyderierne i København sidste weekend, var medier og politikere hurtigt ude og talte om “terror” og “angreb på demokrati og ytringsfrihed”. Vi skal undgå “radikalisering” og forebygge en opdeling i “dem” og “os”. Her har vi alle, og politikere og medier i særdeleshed, et ansvar, når vi taler om overgreb, attentater og mord i vores samfund.

Først og fremmest: Er det rimeligt at kalde lørdagens attentater for terrorisme? Det blev og bliver diskuteret flittigt – ikke mindst set i lyset af, at vi stadig ikke har fuld sikkerhed for hverken gerningsmand/-mænd eller motiv.

I forlængelse af denne debat er det nu relevant at stille endnu et spørgsmål: Hvornår er der tale om terrorisme, og hvornår er der “blot” tale om hadforbrydelser, attentater, overgreb osv.?

Alt for mange muslimer er efter i lørdags blevet udsat for overgreb af forskellig slags. Der tegner sig et mønster af et angreb på Islam som sådan. Overgreb på enkeltpersoner med det formål at intimidere og skabe frygt blandt en større gruppe af mennesker på grund af gruppens religion: Er det terrorisme?

Hvorfor er skyderierne ved Krudttønden og i Krystalgade “terror”, mens overgreb på muslimske medborgere er “hadforbrydelser”?

Efter min mening er det sådanne retoriske forskelle – hvor beskedne de end måtte se ud – der er med til at grave grøfter mellem “dem” og “os”: Når muslimer begår overgreb, er det terror – når andre borgere begår overgreb, er det noget andet; hadforbrydelser, politisk eller religiøst motiveret vold osv.

Forskelsbehandlingen ses også tydeligt i den måde, vi håndterer det på politisk. Tag regeringens udspil i indeværende uge som eksempel: Muslimsk “terror” følges op med højt profilerede bevillinger til politi og sikkerhedstjenester, øget overvågning mv. Ikke-muslimske “hadforbrydelser” følges op med kortlægning, kampagner mv.

Mange folkevalgte taler lige nu om “imamernes særlige ansvar”. Jeg kunne ind imellem ønske, at vores medier og politikere havde mere fokus på og bevidsthed om deres eget helt særlige ansvar – hvordan deres egen retorik påvirker vores samfund og dets sammenhængskraft. Og hvordan vi i vores ord og handlinger til stadighed lægger afstand til muslimer i Danmark.

Bidrager Danmark til et splittet Irak?

Hercules C-130 transportfly

Sarah Leah Whitson (Human Rights Watch) har skrevet en glimrende artikel om situationen i Irak netop nu: Why the Fight Against ISIS is Failing. Det er et must-read for alle, der beskæftiger sig med situationen i Irak, Islamisk Stat, Vestens bidrag osv. Du får blandt andet lidt baggrund om, hvorfor sunni-araberne er nøglen til at besejre Islamisk Stat i Irak. Desuden er der nogle gode forslag til, hvordan sunni-inklusionen i Irak kan styrkes.

Her vil jeg trække en tråd, der har direkte betydning for Danmarks transportbidrag: B 122 (Herculesflyet).

“The fragmentation of Iraq’s fighting forces into unaccountable sectarian militias responsible for horrific abuses against Iraqi civilians is part of Iraq’s slide into a broken state that no amount of foreign aid and military intervention will be likely to put back together.”

Det har længe været kendt, at sekteriske militser er et kæmpe problem for at skabe en fælles og effektiv front i Irak mod Islamisk Stat.

Det har været sværere at skabe opmærksomhed omkring, hvordan disse militser bliver støttet og forsynet med våben og andet materiel.

“The Shi’a militias supporting the U.S.-led bombing campaign are armed, funded, salaried, and supported by the Iranians, but also by the Iraqi government, which is in turn armed and funded by Washington. While the U.S. says that its weapons, budgeted at $1.3 billion for 2015, are intended for Iraqi security forces, the reality is that much is ending up in the hands of these militias.”

Og videre:

“The problem is that these militias are carrying out abuses that have only further alienated Sunnis and served as a recruiting tool for ISIS: mass executions of Sunni prisoners, revenge killings following coalition airstrikes against Sunni communities for their alleged support of ISIS, and torture, beheadings and abuses of corpses. In January, witnesses described the execution of 72 Sunni civilians by Shi’a militias in the Diyala province.”

Alt tyder altså på, at USA indirekte støtter de sekteriske militser og dermed er med til at destabilisere situationen i Irak.

Nu er så spørgsmålet: Transporterer Danmarks Herculesfly også våben og andet materiel, som havner hos disse militser?

Det behøver for så vidt ikke være danske våben – B 122 er et meget vidtgående bidrag. Praksis er, at vi flyver rundt mellem forskellige baser i Europa, læsser af på Cypern, hvorefter andre i koalitionen tager over.

Hvis vi ikke kan få fuldstændig sikkerhed for, at vi ikke bidrager til de sekteriske militser, så bør vi trække vores transportbidrag – eller i hvert fald præcisere, hvad og hvem vi vil støtte. Den garanti burde vi have krævet hos vores koalitionspartnere forlængst, men bedre sent end aldrig.


Sarah Leah Whitson er administrerende direktør for Mellemøsten og Nordafrika i Human Rights Watch.

Billedet af C-130J-30 Hercules transportflyet er fra Forsvarskommandoens hjemmeside, hvor du kan læse om Danmarks bidrag til “Operation Inherent Resolve”.

Irak lige nu: 45 krigsofre om dagen

Hercules C-130 transportfly

FN i Irak opgør hver måned antallet af dødsfald som følge af krigen (“acts of terrorism and violence”). I januar 2015 mistede 1.375 irakere livet, mens yderligere 2.240 blev såret. Mere end halvdelen er civile ofre.

Tallene er absolut minimum, da ikke alle kilder er sikre, og der er ikke opgørelser fra de områder, som er kontrolleret af Islamisk Stat. Endelig er der ikke medregnet dødsfald som følge af humanitære forhold (fx mangel på vand, mad og medicin).

Det er rent ud sagt en menneskelig katastrofe. Kan det virkelig passe, at vores eneste svar (ud over de rent militære) på Iraks enorme udfordringer er at håbe på “en inkluderende regering i Baghdad”? Seneste nyt fra dén front er, at al-Abadi ikke har styr på tropperne, mens al-Maliki er ved at reetablere sin magtposition i sikkerhedsapparatet.

Når vi på et tidspunkt (forhåbentlig) har afmilitariseret vores politik, kan vi begynde at lede efter mere langsigtede og varige løsninger på de forskellige konflikter i Irak – og fx begynde med indledende fredsforhandlinger og sikrede zoner under FN-flag. Indtil da fortsætter vi nok med at kaste bomber, sende våben – og tælle krigsofre.

Læs mere

Kobanê er frit – hvad nu?

Hvis det holder i længden, skal vi naturligvis glæde os over, at Islamisk Stat er bekæmpet i byen Kobanê i det nordlige Syrien. Op imod halvdelen af byen er ødelagt og helt uegnet til beboelse, og langt de fleste indbyggere er flygtet ud af byen. Alt sammen har rod i Islamisk Stats fremmarch og helt urimelige adfærd i Syrien. Inden da var området i en “neutral” tilstand, på trods af den syriske borgerkrig.

Jeg sender gode og positive tanker til de hårdt kæmpende styrker i Kobanê – det kræver mod og styrke at stå imod Islamisk Stat. Jeg vil dog ikke lade champagnepropperne springe, men afvente at freden (eller noget der ligner) i og omkring Kobanê viser sig at holde. Imens vil jeg blandt andet overveje, hvad dagens meldinger og begivenheder betyder.

  1. Hvor er Islamisk Stats krigere flygtet hen, og hvordan får vi stoppet dem? Den forfærdelige bevægelse forsvinder ikke, fordi Kobanê er blevet fri for dem. IS har stadig solidt fodfæste mange steder i Syrien og Irak, og det er bestemt ikke nok at bekæmpe dem i de kurdiske områder. Jeg har tidligere rejst spørgsmålet: Hvordan kan “våben til de kurdiske områder” afhjælpe situationen i alle de andre områder, hvor der er væbnede konflikter i Syrien og Irak? Det er ikke nok at jage IS ud af Kobanê – vi skal finde ud af, hvordan vi helt kommer af med IS.

  2. Flere analytikere nævner, at Islamisk Stat ser meget overordnet på sin militære indsats. De er i en guerillalignende form for krig, hvor der hele tiden er fremgang ét sted og tilbageslag et andet. Derfor lader de sig ikke påvirke synderligt af at blive trængt her og der. Så længe de samlet set holder linjen i fronterne, kan de konsolidere sig i kerneområderne; og måske endda udvide disse områder en lille smule. Det er værd at bemærke, at der i det store billede ikke er rykket væsentligt på frontlinjerne, siden koalitionen for et halvt år siden fløj deres første af mere end 2000 bombetogter. Så hvad betyder det reelt for IS, at de i øjeblikket har måtte slippe Kobanê? Koncentrerer de kræfterne om fremgang andre steder? Vender de tilbage senere?

  3. Kobanê ligger i et kurdisk kontrolleret område, hvor flertallet i befolkningen er kurdere. Men det er samtidig et område, som formelt hører under Syrien, og hvor blandt andre FSA (den frie syriske hær) har opbakning i dele af befolkningen. Den syriske koalition har tidligere udtrykt bekymring for, at vestens ensidige fokus på kurderne vil skabe konflikter mellem kurdere (især YPG) og andre militære grupper i den syriske revolution (især FSA). Hvordan tackler kurderne den inkluderende opgave, der ligger foran dem?

  4. Er Kobanê en gylden mulighed for at få FN på banen? Et nyligt offentliggjort studie har vist, at konflikter med tilstedeværelse af FN’s fredsbevarende styrker udvikler mindre vold end tilsvarende konflikter uden FN, med andre bidrag (fx politistyrker) eller med ensidige militærindsatser udefra. Flere parter har efterlyst, at det internationale samfund går ind i Irak og Syrien og sikrer nogle områder. Måske var det værd at overveje som alternativ (eller om ikke andet supplement) til bevæbning af udvalgte parter i konflikterne?

Ud over de nævnte punkter bliver det interessant at følge al-Assads reaktion på situationen. Og vil den syriske koalition (herunder FSA) føle sig og reelt være endnu mere pressede mellem de forskellige parter i borgerkrigen i Syrien?

Der er grund til at vi glæder os, når områder, byer og mennesker bliver befriet fra Islamisk Stats modbydelige regime. Vi må bare ikke glemme, at kampen ikke er slut. Langt fra endda. Det gælder både i Irak og i Syrien.

Den arabiske vinter er kommet

Sne på grene

Imens skyderierne i et fransk bladhus rydder vestlige forsider og sendeflader, er det arabiske forår afløst af vinter.

Helt konkret i blandt andet Libanon, hvor syriske flygtninge lever i isolerede lejre, plaget af snestorm. Det er vanskeligt at overdrive den katastrofe, der er ved at ramme områdets hundredtusinder flygtninge.

Det sydlige Libyen er ved at udvikle sig til en sikker havn for ekstremister, herunder de værste grupper fra Mali samt støtter af Islamisk Stat og al-Qaeda. Bliver de ikke bremset, trues sikkerheden og stabiliteten i hele Maghreb.

Civile bliver dagligt udsat for terrorhandlinger i et stadigt mere ustabilt Yemen. Således også i går, hvor mindst 38 blev dræbt af bilbombe i hovedstaden Sanaa.

Fanger bliver tortureret ihjel i Assads fængsler. I dag kom de seneste fem eksempler frem. I 2014 har i alt over 2100 tilbageholdte mistet livet, mens de befandt sig i regimets varetægt.

Skyderierne i Paris skal ikke negligeres – det, som skete på Charlie Hebdo i går, er klart forfærdeligt. Men skyderierne skal heller ikke pustes op til et general-angreb på ytringsfriheden og vestligt demokrati.

Der er snarere tale om unge mænds groteske reaktion på en religiøs og politisk polarisering, der udløber af de mange forskellige krav om udvikling af Islam og de muslimske samfund. Desværre bidrager en fremmed-forskrækket højrefløj til denne polarisering. Og der er lignende tendenser blandt selv moderate grupper, politikere og pressehuse i de vestlige lande.

Det er mennesker, der skaber samfundet og dets værdier. Lad os holde fast i det, droppe splittelsen og i stedet rykke sammen på tværs af religiøse og politiske forskelle. Lad os stå sammen om at skabe en arabisk sommer.

Fordi fællesskab fungerer.

Læs mere