Vi skal være tålmodige med FCM

Tweet: Stram op

Her i Herning og omegn er vi mange, der håber at se europæiske kampe på stadion igen i næste sæson. Det har været en ujævn sæson for FCM, og det er faktisk lidt af overraskelse for mig, at holdet overhovedet er i nærheden af Europa League i år.

Så hvad skal jeg mene om denne opfordring:

Stort tillykke til FCK som danske mestre – til de andre hold: stram op! For mere spænding og for dansk fodbold!

Sådan skriver journalist Heidi Frederikke Sigdal (HFS) på Twitter den 5. maj i år. Det udløste en forventelig respons, der primært gik på HFS’s intellekt og på FCK’s penge. Kun sjældent kunne Twitterfolket svinge sig op til at bidrage med lidt substans. Og det er helt urimeligt, al den stund at HFS har mange års journalistisk erfaring fra sportens verden.

Det er helt korrekt, at der ikke har været meget spænding i toppen af dansk fodbold denne sæson. Men det er en smule for nemt, når HFS taler generelt til “de andre hold”. I en lille opfølgning i Ekstra Bladet uddyber HFS, at fx OB burde stå stærkere i Superligaen. Men derfra er der langt til at slynge en generel opfordring ud.

Jeg håber, at HFS vil tage handsken op og uddybe, hvor de enkelte klubber skal stramme op. Indtil da giver jeg et bud på, hvor FC Midtjylland står sådan rent opstramningmæssigt. Det bliver med nogle nedslagspunkter i klubbens arbejde, truppens sammensætning og trænerens muligheder.

Talenterne

FCM har et enormt klubsamarbejde. Udover de udenlandske partnerklubber består FCM Klubsamarbejdet af 138 lokale klubber (december 2016). Det giver naturligvis nogle store muligheder for at spotte og udvikle talenter, og det er én af grundene til, at FCM står så stærkt i ungdomsrækkerne.

En anden er, at man i 2004 startede et fodboldakademi. Her får de største talenter i hver årgang lov til at prøve kræfter med et liv som fodboldspiller på højeste niveau. Kendte spiller med en fortid på akademiet, derefter på FCM’s superligahold og siden solgt til store, udenlandske klubber er Simon Kjær, Erik Sviatchenko og Pione Sisto.

Årgang 1997 viste sig at være ekstraordinær. De bare vandt og vandt i U19-regi, og de røg først ud af Youth League, da FC Barcelona viste sig at være for stor en mundfuld. “Den gyldne årgang” har leveret en god håndfuld spillere til den nuværende superligatrup. Herudover er der flere lidt ældre spillere, som kom fra akademiet til SL-truppen. Og der er endda blevet plads til den kun 18-årige Mikael Anderson (ham hører vi meget mere til om et år eller to).

Truppen

I skrivende stund har 11 ud af 26 førsteholdsspillere en fortid på akademiet. Af dem har flere spillere allerede etableret sig som faste startere eller indskiftere på holdet; fx Mikkel Duelund, Paul Onuachu, Rilwan Hassan og Rasmus “NK” Nissen.

FCM har altså et meget ungt hold. Det kan man ikke umiddelbart se i statistikkerne, hvor gennemsnitsalderen på start-11’eren er i den høje halvdel. Det skyldes, at holdets primære rutine er at finde hos spillere i slutningen af tyverne eller starten af trediverne. Det er også i denne gruppe, at FCM har været hårdest ramt af skader og manglende form. Tim Sparv og Rafael van der Vaart står tydeligt frem her, men også Bruninhos fravær og Kian Hansens skade her i slutspillet har svækket holdet.

Holdet er ikke kun ungt aldersmæssigt. Der er solgt etablerede spillere i de seneste halvandet år, uden at der er købt erstatninger ind. Jo, klubben hentede tre spillere fra SønderjyskE i vinters, men de har i det meste af foråret været langt fra holdet – på grund af skader og hård konkurrence. Spillere som van der Vaart og Jonas Borring har været nye i truppen og skulle spilles ind på holdet. Og endelig glippede indkøbet af Zsolt Korcsmar i januar. Det har gjort forsvaret en smule spinkelt, især nu hvor Hansen også er væk.

Alt dette har medført, at FCM er den superligaklub, som i sæsonen har givet klart mest spilletid til teenagere. Det betyder også, at holdet er virkelig sårbart over for skader og karantæner. På den måde er sæsonen 2016/2017 endt som et mellemår med fokus på indkøring og opbygning. Set i det lys er kampen om bronze samt en tæt pokalsemifinale ikke et dårligt resultat.

Træneren

Jess Thorup må ofte lægge navn til rygter om og opfordringer til en fortid som træner for FCM. Og han har haft et svært år. Salg af rutine, glippede indkøb og skader blandt nøglespillere har lagt bunden til en ujævn sæson.

Jeg tror, Thorup har lang snor i FCM’s ledelse. Man har talt tingene igennem og valgt at satse på årgang 1997 og de øvrige stjerner i svøb fra akademiet. Det giver ikke mesterskabet næste år, selv om en plads i Europa må være obligatorisk. Og kan FCM holde på kernen i den gyldne årgang, så spiller de med om guldet om to-tre år.

Er det dén plan, man har lagt, så sidder Jess Thorup sikkert i sædet indtil 2020. Med mindre det går helt galt i efteråret, hvilket vil være noget af en overraskelse med dén trup.

Tålmodighed

De har en plan på heden. Da Claus Steinlein og Flemming Broe i 2003 besøgte fodboldakademiet i Nantes, blev grunden lagt til det FC Midtjylland, vi kender i dag. En klub med mange unge talenter fra eget akademi, en klub der sælger dygtige unge spillere til store klubber i Europa, og en klub der sætter realistiske mål for, hvad der er muligt at nå for en fodboldklub i Danmark.

En klub som FCM hverken kan eller skal kæmpe med om guldet i Superligaen hvert år. Der vil være mellemår, hvor blot en plads i europæisk fodbold er et godt resultat. Omvendt skal der også være sæsoner, hvor FCM er helt fremme og kæmpe med især FCK om guld og en eftertragtet plads i Champions League. Om alt går efter planen, så sker det igen i 2018/2019.

Kære Heidi Frederikke Sigdal. Jeg er sikker på, du mener det af et godt hjerte, og at du vil det bedste for dansk fodbold. Derfor har jeg taget mig tiden og giver dig mit bud på et svar her fra heden: I FCM er der ikke brug for opstramning – der er brug for tålmodighed.


Tak til Jesper Bering (https://twitter.com/JesperBering) for at påpege, at den gyldne årgang naturligvis er 1997 – og ikke 1993, som jeg først havde skrevet. Gad vide hvor dén fejl kom fra…

John Mayer i Boxen – en hel oplevelse

John Mayer i Jyske Bank Boxen

Det var det hele værd, og mere til, at tilbringe en aften i Boxen i selskab med John Mayer og band. Vi fik en tur gennem hele hans karriere, delt i passende kapitler og med et passende udvalg af kendte og knap så kendte sange fra hans enorme bagkatalog.

Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at anmelde koncerten selv. Der plejer at være rigeligt med holdninger til koncerter med store navne som Mayer. Derfor tog jeg ikke noter undervejs, så tilgiv mig, hvis der smutter en detalje.

Hvorom alting er: Her følger de nedslagspunkter, jeg især vil fremhæve fra min aften i Boxen.

Opdelingen i kapitler er kærkomment. Aftenen startede med hele bandet, fortsatte med en akustisk afdeling, herefter trio og endelig tilbage til den fulde besætning. Det femte kapitel var en epilog, hvor John Mayer sad ved klaveret og gav os You’re Gonna Live Forever in Me at gå hjem på.
Det vil nok altid være en smagssag, om skiftene tog for lang tid. Jeg er sikker på, at hvis Mayer havde ønsket det, så var overgangene blevet mere flydende. Personligt undrede jeg mig først lidt. Men jeg fandt ud af at nyde de små pauser, som gav øret mulighed for at blive nulstillet. Dermed kom kapitlerne også til at stå mere “rent”, og især første og sidste nummer i hvert kapitel har givetvis haft gavn af at være flankeret af en lille lydpause.

John Mayer er trådt ud af sin ungdommelige skygge. I fredags lagde jeg især mærke til, at han går på opdagelse i sit eget materiale på en måde, som giver det nye dimensioner. Det virker både mere frit og mere modent, end da jeg sidst hørte ham i Boxen (i øvrigt en stor oplevelse også). Eksempler kunne være Slow Dancing in a Burning Room, som blev spillet med stort overskud og dybt groove, og Vultures, der havde fundet vej til trio-afdelingen. Det klædte virkelig en i forvejen fin sang.

Et andet og nyt aspekt i John Mayers spil og arrangementer viste sig nogle gange undervejs. Han har tydeligvis fået meget med fra sin lange periode med Dead & Company. Det fik vi især smagsprøver på i band-afdelingerne; fx mener jeg, at Queen of California var godt på vej til at udvikle sig i retning af en Dead-agtig maraton-afslutning. Og i flere af Mayers soloer fik jeg af og til en fornemmelse af det lidt repetetive, mantraagtige figurspil, som man finder hos D&C.

Bandet skal også have et par ord med. For der var ikke en finger at sætte på deres aften i Boxen. Steve Jordan og Pino Palladino lagde en bund, som simpelthen var fantastisk. Og i trioen fik de den ekstra plads, som deres kvaliteter berettiger til. Den relativt ukendte Isaiah Sharkey og den noget mere kendte David Ryan Harris flankerede John Mayer på scenen. Og det var lidt af en oplevelse at høre, hvordan de tre guitarister både blendede og stod ud, uden at det på noget tidspunkt blev for meget, for overflødigt eller for “tænkt”. Det var slet og ret forrygende. Tiffany Palmer og Carlos Ricketts lagde et udsøgt kor på det hele. Og Larry Goldings sad og bandt det hele sammen – elegant, beskedent og helt uundværligt. Hvilken kapacitet at have ved tangenterne!

Et sidste punkt er repertoiret, som jeg synes havde en virkelig fin balance. Der var lidt fra alle perioder i karrieren, der var funk som bragte Prince i tankerne, der var ballader som det gav en klump i halsen at synge med på, der var sange jeg næsten (eller faktisk) havde glemt, og der var hits og personlige favoritter, som ikke er til at drive ud af hovedet igen (åh, hvor jeg bare elsker Daughters og Why Georgia). Hertil kommer, at alle større inspirationer og samarbejdspartnere syntes at være repræsenteret undervejs. Det er overlegent at kunne sammensætte en to timers koncert, hvor så mange elementer er med.

Det er ikke sådan, at taget over Jyske Bank Boxen lettede fredag den 5. maj 2017. Men hvis man går til koncert med John Mayer for at få dét kick, så er man efter min mening gået forkert. De to koncerter, jeg har hørt med ham, har ikke været lagt an på den følelse. Jeg havde på mange måder en “hel” oplevelse denne forårsaften i Herning.

Tak for det.


Læs evt. Gaffas noget anderledes anmeldelse – hvis du har lyst. Til gengæld nogle lækre billeder af Morten Rygaard.

Lad os hjælpe illegale indvandrere

Omvandrende mand sover på gaden

Det skabte en del opmærksomhed, da Inger Støjberg forleden gik i pressen med en opfordring til at anmelde mistænkelige forhold i det lokale pizzaria – der kunne jo være tale om illegale indvandrere. Den efterfølgende debat kom i høj grad til at dreje sig om alt andet end sagens kerne. Der var dem, som morede sig med at uddele kokkehuer til den lokale pizzabager. Og der var dem, som trådte op på den store klinge og talte om stikkeri, Stasi-lignende forhold og totalitære tendenser.

Imens var der ganske få, som beskæftigede sig med de mennesker, det hele drejer sig om. I Danmark lever ca. 18.000 illegalt – det vil sige uden samfundets beskyttelse, uden rettigheder, og uden at deltage i de pligter, som hører med til at bo i vores fællesskab. Politiet alene kan ikke løfte opgaven. Derfor opfordrer de til, at hvis man oplever noget mistænkeligt i den lokale grillbar, fx at intet personale taler dansk og der ligger en madras på gulvet, så er det en god ide at kontakte myndighederne.

Men problemet er næppe løst med hjælp fra borgerne. Blandt andre Enhedslisten har i snart mange år argumenteret for, at vi skal have såkaldte transitrum; især i København og øvrige større byer med mange hjemløse. Transitrummet er (kort sagt) et sted, hvor udenlandske hjemløse kan henvende sig og få hjælp til at komme hjem. Som udgangspunkt taler man om mennesker med lovligt ophold i landet, da det med den nuværende lovgivning er ulovligt at hjælpe illegale indvandrere på den måde. Men loven kan jo ændres, hvis der er flertal for det.

Et åbenlyst problem er naturligvis at få illegale indvandrere til at henvende sig. Men da vi typisk taler om mennesker, der lever en kummerlig tilværelse her i landet, så skal der måske ikke så meget til? Først og fremmest kunne vi trække på erfaringer fra det gadeplansarbejde, der allerede finder sted i dag. Desuden kunne vi – i samarbejde med den enkeltes hjemland – sørge for, at der er noget andet og bedre end hjemløshed og armod at vende tilbage til.

Skal vi forebygge, at mennesker overhovedet kommer hertil, er det en god ide at fjerne incitamentet – ikke bare for indvandrerne, men også for dem, som tjener på det. Derfor giver det god mening at se nærmere på et nyt udspil fra Enhedslisten, nemlig at indføre kædeansvar i forbindelse med brug af illegal arbejdskraft. Dermed tvinger man virksomheder til at stille skarpt på deres underleverandører og øvrige samarbejdspartnere. Det vil samtidig være et kærkomment initiativ til at forebygge social dumping.

Problemerne med illegal indvandring er ikke løst med disse tiltag. Der skal fx også samarbejdes mere på tværs af landegrænser, laves aftaler i EU-systemet og meget andet. Men i første omgang kan vi om ikke andet diskutere de tiltag, der umiddelbart kan sættes i gang her i landet. Ikke bare for vores egen skyld, men så sandelig også for de mennesker, der lever på samfundets skyggeside. Lad os hjælpe dem til et bedre liv.


Politiets opfordring: http://nyheder.tv2.dk/samfund/2017-03-26-politiet-til-danskerne-hjaelp-os-med-at-finde-de-illegale-i-danmark

Inger Støjbergs opfordring: http://nyheder.tv2.dk/politik/2017-03-29-efter-tv-2-afsloering-stoejberg-opfordrer-danskerne-til-at-angive-illegale

Kort om Enhedslistens forslag til transitrum – med link videre til debatten i Folketinget: http://org.enhedslisten.dk/artikel/transitrum-til-hjeml%C3%B8se-29261

Enhedslistens forslag om blandt andet kædestraf: http://enhedslisten.dk/2017/04/03/enhedslisten-vil-samle-partier-om-haard-straf-og-kaedeansvar-for-illegal-arbejdskraft

Rockwool Fondens arbejdspapir om de illegale indvandrere i Danmark estimerer antallet til ca. 18.000 (mellem ca. 16.000 og ca. 19.000): http://www.rockwoolfonden.dk/publikationer/de-illegale-indvandrere-i-danmark/

Foto taget af Ben Kerckx. Billedet er af en omvandrende mand (“wanderer”): https://pixabay.com/en/users/Ben_Kerckx-69781/

Underholdning i dansk politik

Pizza with topping

Er der ved at være for meget underholdning i dansk politik? Først fejrede Venstres Inger Støjberg den alvorlige flygtningesituation med en kage. Dén succes bagte Karsten Hønge fra SF videre på og fejrede, at en masse mennesker med lukningen af Uber mister en biindtægt. Og senest morer blandt andre Alternativet sig med hashtag’et #AnmeldEnPizzabager over, at tusindvis af mennesker lever illegalt i Danmark.

Umiddelbart virker det ikke, som om der er ret meget at glædes ved. Når vi strammer lovgivningen for mennesker, der kommer til landet, så er det jo fordi, der er et eller andet galt andre steder i verden. Det kan være krig eller sult, det kan være undertrykkelse eller etnisk forfølgelse, og det kan være fattigdom eller katastrofale klimaforandringer. Uanset hvad, så er det leveforhold, som får mennesker til at pakke de nødvendige ejendele og forlade deres hjem – på en rejse mod en uvis og usikker fremtid.

Uber vælger at lukke deres aktiviteter i Danmark. Det er deres valg, og det står enhver virksomhed frit at forlade Danmark, hvis de ikke vil følge dansk lov eller fungere med dén danske model, som er en hjørnesten i det danske arbejdsmarked. Men når en virksomhed lukker sine aktiviteter, så efterlader det de ansatte uden arbejde. I Ubers situation er det for de flestes vedkommende nok en ekstra indtægt, som ikke vælter den samlede privatøkonomi. Men der kan jo være chauffører, som har baseret deres økonomi på den løn, de tjener hos Uber. Disse menneskers fremtid bliver ikke lysere af, at de er i en virksomhed, som bevidst har virket ved siden af den danske model – med den beskyttelse, der måtte ligge i det.

TV2 kører for tiden en dokumentar om illegale indvandrere i Danmark. Man kan mene om konceptet, hvad man vil. Men det kaster om ikke andet lys på et problem, som indtil videre har været uden for offentlighedens søgelys. Her i landet lever ca. 18.000 mennesker uden papirer, uden rettigheder og uden samfundets beskyttelse. Så længe de ikke er registreret som beboere i Danmark, har vi som samfund ikke mulighed for at hjælpe dem. Og der er naturligvis også et sikkerhedsmæssigt problem i, at så mange mennesker lever skjult.

Skal vi ikke snakke om, hvordan vi får skabt en bedre balance i verden – så mennesker ikke behøver forlade deres hjem i utide? Skal vi ikke kortlægge, om der er mennesker, som kommer i alvorlig klemme på grund af Ubers forestående lukning? Og skal vi ikke diskutere, hvordan vi bedst hjælper illegale indvandrere til at blive registreret og dermed få en plads i samfundets tryggere rammer?

Skal vi ikke overlade kage- og pizzabagning til fagfolk og diverse underholdningsprogrammer? Så kan vores politikere fokusere på at bringe alvoren og substansen tilbage i dansk politik.


At der lever “ca. 18.000” illegale indvandrere i Danmark, er et estimat foretaget af Rockwool Fonden. Det er behæftet med ret stor usikkerhed, men if. Forskningsenhedens arbejdspapir nr. 115 lever der med 95% sikkerhed mellem ca. 16.000 og ca. 19.000 illegale indvandrere i Danmark. (Se side 8 for tallene.)

Billedet er fra Pixabay, taget af Korado Islangirijev (keram).

Tjener for hele folket

Inger Støjberg smiler

Det er et billede af en tjener. På en bund af tragiske menneskeskæbner har hun lagt en splittet befolkning, delt af uforsonlig retorik og rene provokationer. For at nedtone det gustne overlæg og den bitre eftersmag, er det hele pakket ind i sukkersød overflade og pyntet med farverigt spin. På toppen af herligheden er Dannebrog flankeret af et bredt og glædestrålende smil.

I det danske demokrati har der altid været tradition for, at en minister er minister for hele folket. Jo, naturligvis kan vi være uenige. Der skal træffes beslutninger, som ikke alle er enige i – sådan er det at være sammen om et demokrati. Men vi gør det på en ordentlig måde, og ministeren tjener folket med afmålt og passende ydmyghed over for embedet.

Det vil klæde vores allesammens udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg at huske dette, næste gang hun byder befolkningen på kage.

(Du kan se Gennemførte stramninger på udlændingeområdet på Udlændinge- og integrationsministeriets hjemmeside.)

Fred i Syrien kan være på vej

Staffan de Mistura, the Secretary-General's Special Representative (SRSG) for Iraq briefs press after closed Security Council consultations. UN Photo by Loey Felipe.

Indledende samtaler om fred i Syrien starter 4. maj i Geneve og vil formentlig vare 4-6 uger. FN’s særlige udsending, Staffan de Mistura, har inviteret så mange parter i den syriske konflikt som muligt: Enhver der kan hjælpe med at finde en vej ud af den nuværende situation. Og umiddelbart er jeg behersket optimist, især hvis det internationale samfund bakker op og presser på.

Først lidt om processen i maj. Det vil være bilaterale samtaler med de forskellige deltagere – og altså ikke en egentlige Geneve III-forhandling mellem regering og opposition. De bilaterale samtaler foregår primært på ambassadør- og ekspertniveau, hvor formålet er at få en subjektiv status fra de forskellige aktører: Hvordan ser I situationen netop nu? Det skal munde ud i en rapport fra de Mistura, som forhåbentlig kan få opbakning fra Sikkerhedsrådet og dermed kickstarte en politisk proces for fremtidens Syrien.

Der er sendt invitationer ud til en meget bred kreds af deltagere: “…representatives from the Syrian government and all major opposition currents – including the National Coalition, the National Coordination Commission for Democratic Change, independent Syrian figures, as well as civil society and business representatives. De Mistura will also hold meetings with the ambassadors of the five permanent members of the Security Council, in addition to representatives of the regional states.” [1]

De forrige forhandlinger (Geneve I og II) har vist, at “den syriske opposition” var defineret for snævert, og det skal samtalerne i maj råde bod på. Desuden skal den syriske regering åbne op for forhandlinger om den politiske proces, noget de i tidligere forløb har afvist. Her vil et pres fra Rusland være vigtigt. Der er ikke offentliggjort en liste over deltagere i samtalerne. If. flere kilder er det dog sikkert, at kurdiske PYD (Det Demokratiske Enhedsparti) for første gang er inviteret til Geneve. [2] Islamisk Stat og Jabhat al-Nusra er ikke inviteret med, men if. FN’s talsmand Ahmad Fawzi vil der være “those who have relationships with them and, those who can communicate with them”. [3]

Jeg ser på dette setup med optimisme, fordi de Mistura favner bredt og inkluderende.

Fx er kurderne med, og der er sikret kontakt til IS og Nusra – alle er væsentlige spillere på den syriske bane. Desuden starter processen bilateralt, hvilket altid er godt i en fredsproces. Der er tegn på opbakning fra eksterne parter (fx Rusland). Og endelig skal man ikke underkende, at der er ved at opstå en vis træthed blandt de stridende parter. Konflikterne er flere steder lokalt inde i et dødvande, hvor soldater kigger op fra hver sin skyttegrav og tænker: “Hvor længe gider vi blive ved?”

Det vil være mit budskab til danske politikere, inden ethvert internationalt perspektiv drukner i valgkampsstrategi og hjemlig andedam: Sæt fuld skrue på opbakningen til Staffan de Mistura, og læg maksimalt pres på de involverede parter i de kommende samtaler. Der skal gang i den politiske proces, så befolkningen i Syrien kan få fred og komme i gang med at bygge op igen.

Kilder

[1] http://syrianobserver.com/EN/News/29085/De_Mistura_Hold_Bilateral_Consultations_in_Geneva

[2] http://kurdishquestion.com/index.php/kurdistan/west-kurdistan/breaking-news-pyd-invited-to-geneva-3-on-syria.html

[3] http://www.unmultimedia.org/radio/english/2015/04/syria-talks-to-start-with-whoever-has-answer-says-un/

Foto: UN Photo by Loey Felipe

Islamisk Stat skal tales ihjel

Islamisk Stat i Irak september 14 til April 15

Den danske og internationale indsats i kampen mod Islamisk Stat og for fred i Mellemøsten slår fejl. Det skyldes en manglende forståelse for de lokale konflikter og for, hvad der nærer og driver ekstreme bevægelser som IS og brutale magthavere som al-Assad. Dyb mistillid mellem forskellige grupper i samfundet, ringe materiel levestandard, udbredt korruption og kulturelt betinget ulighed er altsammen med til at gøde jorden for personer og grupper med stærke magtambitioner og kun ringe respekt for demokrati og menneskerettigheder.

Fra Danmark bidrager vi til konflikten i Irak med transportfly, F-16-fly, logistisk personel og uddannelse af irakiske og kurdiske soldater. Formålet er at hjælpe med at bekæmpe Islamisk Stat. Indtil videre er der sket det, at IS er slået tilbage enkelte steder, men at deres indflydelse i Irak samlet set er uforandret. Til gengæld er gruppen nu ved at have tilpasset sig koalitionens luftkrig: De flytter sig selv og deres materiel i mindre grupper, graver grøfter som gør det sværere at se dem fra luften, og de etablerer positioner hvor det er svært at bombe med fly – hvis man altså vil undgå civile tab.

Samtidig tyder intet på, at IS’s rekrutteringsbase er blevet mindre i Irak. Der er stadig udbredt mistillid mellem især sunniarabiske grupper på den ene side og al-Abadis regeringsstyrker og PMU (shi’amilitser) på den anden. Mange områder, hvor IS i efteråret blev slået tilbage, er stadig totalt affolkede, og der er ingen indsats for at genhuse beboerne, sørge for sikkerhed, forsyninger osv. Selv befolkede områder, hvor IS tidligere led nederlag, er gruppen nu ved at tage tilbage.

Når vi hører vestlige medier juble over sejre i fx Kobane og Tikrit, er det som at fejre et succesfuldt nålestik i en kamp med sværd. Islamisk Stats krigsførelse er at sammenligne med guerillakrig. De taber et slag, trækker sig tilbage, justerer strategi og taktik, omgrupperer – og fortsætter så kampen. Derfor er den vestlige indsats i krigen helt utilstrækkelig og dybest set naiv, grænsende til farlig for udviklingen i området.

Lad os blot for en god ordens skyld sige, at det lykkedes at nedkæmpe Islamisk Stat. Jamen, så kommer der en ny – og måske endnu værre – gruppe og overtager deres plads. Sådan vil det blive ved, med mindre vi gør noget ved årsagerne til, at sådanne grupper kan opstå og fungere. Det kan de kun, så længe de kan hente opbakning i den almindelige befolkning; en opbakning der er baseret på ringe levestandard, stor ulighed samt mistillid mellem mennesker.

Så vi ved, hvad der skal til: Velfærd, lighed og gensidig tillid. Det når vi ikke ved at sende våben og bombefly til området. Der skal en helt anden indsats til. Civilbefolkningen skal beskyttes, og de fredsramte områder skal sikres. Krigsforbrydelser skal straffes – også selv om det er “de gode”, der har begået dem. Der skal laves aftaler med magthaverne om at fordele samfundets goder og den politiske indflydelse mere ligeligt. Og der skal indledes samtaler i FN-regi med de enkelte parter, der indgår i konflikterne: Hvad ønsker I for fremtiden? Hvilke muligheder ser I for fred i jeres land? Hvem kan I umiddelbart sidde til bords med? På den baggrund vil det være muligt at sætte stadig flere grupper sammen og tale om en fremtid med plads til alle.

Det er en lang og svær proces. Men det er en vej til en fremtid, hvor befolkningen kan leve et godt liv i et fredeligt samfund – hvor der ikke er grobund for ekstremistiske bevægelser som Islamisk Stat. Jeg får ofte at vide, at det er umulig ønsketænkning, og at jeg er naiv. Det kan være. Men det er en vej, vi ikke kan tillade os at gå forbi, uden at se hvor den fører hen. Det skylder vi den befolkning, som vi indtil videre blot har sendt flere våben og flere bomber til.

(Jeg har her fokuseret på Irak, hvor det danske bidrag begrænser sig til. I Syrien er problemerne grundlæggende de samme, omend løsningerne er noget mere komplicerede.)

Kort

Kortene på billedet er fra Institute for the Study of War:

Ansvaret for attentatet i Al-Hasakah

Luftfoto af Al-Hasakah. Fra https://archive.org/details/AlHasakah

Beretninger fra en krigsramt region har altid mange udgaver. Det er kun sjældent, vi herhjemme får mere end én. Og vinklinger som komplicerer billedet af “de gode og de onde”, “vinderne og taberne”, “sort og hvid”, har ikke en chance. Her er en anderledes situationsrapport fra det nordøstlige Syrien…

Navnet er Bafi Shayar. Han er kurdisk journalist og arbejder for det oppositionsvenlige Al-Hasakah Today nyhedsnetværk. For en uges tid siden blev han interviewet af Syria Direct.

Baggrunden er, at der den 20. marts eksploderede to bilbomber i byen Al-Hasakah. Det skete under fejringen af det kurdiske nytår (“Nowruz”). Det var et forfærdeligt og tragisk attentat, og næsten 40 mennesker mistede livet. I løbet af det næste døgn var det fastsat ved mediernes dom, at Islamisk Stat stod bag.

Faktisk havde Islamisk Stat ikke officielt taget ansvaret for eksplosionerne. Det plejer de ellers altid at gøre, når de står bag – det er en næsten automatisk del af deres propaganda. Er det en fejl? Har de skiftet medietaktik i forhold til Al-Hasakah? Eller står der i virkeligheden andre bag bomberne?

Bafi Shayar har intet endeligt svar på de spørgsmål. Til gengæld understreger han, at uanset hvad så er sikkerheden i Al-Hasakah kurdiske YPG’s ansvar; og at hændelsen fandt sted i en del af byen, der ellers betragtes som meget sikker.

Han beretter også om en indgroet mistillid til YPG og PYD blandt de lokale. De kurdiske gruppers periodevise samarbejde med regimet er ikke velset – og der er mange historier om, at YPG har fordrevet folk fra nogle af de landsbyer, de har erobret og i nogle tilfælde overdraget til regimet. Var bomberne i virkeligheden en kærkommen afledning fra disse historier? Og havde YPG eller regimet andel i attentatet? Sådan spørger de hinanden rundt omkring i Al-Hasakah.

Dermed er det lokale forhold til PYD og YPG meget dobbelt. På den ene side har de kurdiske styrker været stærkt medvirkende til at presse Islamisk Stat ud af byen og en del omkringliggende landsbyer. På den anden side ses de som nogle, der hytter deres eget, kurdiske skind – og det falder ikke altid sammen med den syriske revolutions interesser og mål.

Sådan ser verden i Al-Hasakah altså også ud netop nu – hvis man spørger en kurdisk journalist med oppositionsbriller på. Og Islamisk Stat har stadig ikke (16.4.2015) taget ansvaret for bomberne.

(Læs hele interviewet her: http://syriadirect.org/news/kurdish-journalist-ypg-‘responsible’-for-nowruz-bombing)

På kontanthjælp er to tusind kroner mange penge

Mønter og en halvtredser

Vi kan diskutere, om kontanthjælpen er for høj. Vi kan diskutere, om mindstelønnen er for lav eller for hårdt beskattet. Vi kan diskutere, om der er nogle få modtagere af kontanthjælp, hvis økonomiske incitament er i underkanten.

Men det er meget svært at tage seriøst, når mere end velbetalte folketingspolitikere nedvurderer to tusind kroner som “ikke noget særligt”. Det er altså mange penge, når man skal leve af overførselsindkomster. Og det gælder i øvrigt også for arbejdere på lave lønninger, eller hvis man af den ene eller anden grund har en presset økonomi.

Så når Kristian Jensen, Hans Andersen, Lars Løkke Rasmussen og en masse andre borgerlige politikere tillader sig at tale et så relativt stort beløb ned, så trænger de vist til at komme ud i nyttejob og fjerne padderokker på en kommunal grund et sted i udkants-Danmark.

Hvad bilder I jer egentlig ind?

Politikeres og mediers særlige ansvar

Vi slår revner i samfundet

I kølvandet på skyderierne i København sidste weekend, var medier og politikere hurtigt ude og talte om “terror” og “angreb på demokrati og ytringsfrihed”. Vi skal undgå “radikalisering” og forebygge en opdeling i “dem” og “os”. Her har vi alle, og politikere og medier i særdeleshed, et ansvar, når vi taler om overgreb, attentater og mord i vores samfund.

Først og fremmest: Er det rimeligt at kalde lørdagens attentater for terrorisme? Det blev og bliver diskuteret flittigt – ikke mindst set i lyset af, at vi stadig ikke har fuld sikkerhed for hverken gerningsmand/-mænd eller motiv.

I forlængelse af denne debat er det nu relevant at stille endnu et spørgsmål: Hvornår er der tale om terrorisme, og hvornår er der “blot” tale om hadforbrydelser, attentater, overgreb osv.?

Alt for mange muslimer er efter i lørdags blevet udsat for overgreb af forskellig slags. Der tegner sig et mønster af et angreb på Islam som sådan. Overgreb på enkeltpersoner med det formål at intimidere og skabe frygt blandt en større gruppe af mennesker på grund af gruppens religion: Er det terrorisme?

Hvorfor er skyderierne ved Krudttønden og i Krystalgade “terror”, mens overgreb på muslimske medborgere er “hadforbrydelser”?

Efter min mening er det sådanne retoriske forskelle – hvor beskedne de end måtte se ud – der er med til at grave grøfter mellem “dem” og “os”: Når muslimer begår overgreb, er det terror – når andre borgere begår overgreb, er det noget andet; hadforbrydelser, politisk eller religiøst motiveret vold osv.

Forskelsbehandlingen ses også tydeligt i den måde, vi håndterer det på politisk. Tag regeringens udspil i indeværende uge som eksempel: Muslimsk “terror” følges op med højt profilerede bevillinger til politi og sikkerhedstjenester, øget overvågning mv. Ikke-muslimske “hadforbrydelser” følges op med kortlægning, kampagner mv.

Mange folkevalgte taler lige nu om “imamernes særlige ansvar”. Jeg kunne ind imellem ønske, at vores medier og politikere havde mere fokus på og bevidsthed om deres eget helt særlige ansvar – hvordan deres egen retorik påvirker vores samfund og dets sammenhængskraft. Og hvordan vi i vores ord og handlinger til stadighed lægger afstand til muslimer i Danmark.