God finanslov for Danmark – i morgen fortsætter kampen

I dag blev der indgået forlig om finanslov for 2015. Det er en udmærket aftale, som klart overstiger, hvad jeg havde forventet. Og jeg kan fuldt ud tilslutte mig, at vi i Enhedslisten går med i aftalen.

  • Vi har sat solide aftryk på alle de områder, vi på forhånd meldte ud som hovedkrav: Tryghed for lønmodtagere, øget velfærd, sociale klausuler og grøn omstilling.
  • Vi har reduceret skadevirkningerne af de besparelser, regeringen lagde op til på udviklingsbistanden.
  • Vi har fået bremset regeringens stadige strøm af skadelige fattigdomsreformer.

Især det sidste er vigtigt. Enhedslistens forhandlere er de seneste to år gået ind i Finansministeriet med et bundet mandat fra medlemmerne: Regeringens reformlinje skal brydes, ellers kan vi ikke indgå forlig. Det lykkedes ikke i 2013. Men denne gang var presset på regeringen blevet for stort, og elendigheden for samfundets svage og udsatte var blevet for tydeligt. Afskaffelsen af den gensidige forsørgerpligt for samlevende samt en række forbedringer for unge kontanthjælpsmodtagere er blandt de tydelige eksempler på, at det endelig er lykkedes at trække regeringen i en mere solidarisk retning – at få SR til at bløde op på deres egne reformer: Linjen er brudt.

Desværre fik vi ikke ændret ved dagpengeområdet. Det er endt med endnu en omgang lapperi på et sygt system. Så solidariteten har stadig trange kår under SR-regeringen – der er nok at kæmpe for.

Der er nok nogle, som er skuffede over, at vi indgik aftale om finanslov i år. Ikke mindst fordi der har været så stort fokus på dagpenge-situationen. Og jeg forstår sådan set godt frustrationerne. Men dagpengeændringer var formentlig aldrig realistisk inde i forhandlingerne. Regeringen stod meget stejlt (ultimativt) på, at der ikke skulle røres ved dagpengene, før området var undersøgt nærmere. Derfor havde vi reelt to muligheder: At lade regeringen lave forringelser med de endnu mere borgerlige, eller at lave forbedringer med rød-grønne nuancer. Jeg er glad for, at vi valgte at kaste lidt solidaritet og bæredygtighed i regeringens neoliberale maskineri.

Er det så nok? Det er det vel aldrig helt – mere vil have mere. Og endnu mere bagefter. Men udgangspunktet var en regering, som i tre år ikke har været til at tale med, når det gælder de asociale reformer, der har torpederet og sønderrevet vores samfund. Så det er uden tøven, at jeg vender begge tommelfingre i vejret og siger til vores folk omkring årets forhandlinger: “Godt arbejde, kammerater!”

Og i morgen fortsætter kampen for et endnu bedre samfund. Fordi der stadig er meget at gøre. Fordi vi vil en mere demokratisk og solidarisk verden. Fordi fællesskab fungerer.

(Læs mere om Enhedslistens resultater på temasiden Finanslov 2015.)