I Herning skal vi turde drømme

Billede af trækroner i efterårslys, taget nedefra.

Kommunalvalget er overstået. Og status er helt forventeligt quo her i Herning. Venstre beholder det absolutte flertal, de øvrige partier slås om smulerne, og konstitueringen er lige så kønsløs som de kommende års forlig om balancer og budgetter.

Jeg ved, at vores folkevalgte gør et stort og slidsomt stykke arbejde. De følger i det store og hele deres overbevisning, og de skal have både anerkendelse og tak for indsatsen.

Men er det nu også godt, at et samlet byråd står bag alle de store beslutninger? Bliver de små godt nok betalt for at være enige med det givne flertal? Skal det være anderledes? Kan det være anderledes? Hvad nu hvis…?

Jeg tror, Herning Kommune vil have godt af, at vi tænker lidt mere ud af boksen. At vi starter fra bunden, glemmer alt om plejer og økonomi, og at vi spørger os selv:

  • Hvad er det, som virkelig betyder noget?
  • Hvordan vil vi gerne have det her hos os?
  • Hvilken service vil vi som minimum tilbyde?

Det er svarene på spørgsmål som disse, vi skal bygge fremtidens kommune på. For 200 år siden var Herning en landsby. Hvor var vi i dag, hvis generationerne før os havde trukket hårdt i håndbremsen?

Det kræver mod at tænke frit, og det kræver endnu mere mod at stå ved sine tanker. Men lad os være modige – lad os træde ud af vores frygtsomme skjul og fortælle, hvad det er for et Herning, vi vil have.

Lad os gøre plads til de store tanker og ideer, fri af forligets snærende og tavse bånd. Og hvem ved? Måske viser det sig, at vi deler de samme drømme!

Jeg kunne for eksempel godt tænke mig:

  • At vores ældre får hjælp til at skabe en hverdag, vi alle kunne leve med og trives i.
  • At vores handicappede får rammer og muligheder, der forebygger ensomhed i livet.
  • At vi har vuggestuer, børnehaver og skoler i forskellige størrelser – så vi har et forskelligartet tilbud til vores børn, og så vi kan støtte de mindre samfund, der bakker om nære tilbud til børnene.
  • En hel masse mere.

Det er i virkeligheden meget ulig Herning, når vi stiller os tilfredse. Vi skal turde drømme, og vi skal gå efter drømmen. Vi skal ikke tage, hvad vi kan få – vi skal stræbe efter det, vi vil have.

Hvad nu hvis…