John Mayer i Boxen – en hel oplevelse

John Mayer i Jyske Bank Boxen

Det var det hele værd, og mere til, at tilbringe en aften i Boxen i selskab med John Mayer og band. Vi fik en tur gennem hele hans karriere, delt i passende kapitler og med et passende udvalg af kendte og knap så kendte sange fra hans enorme bagkatalog.

Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at anmelde koncerten selv. Der plejer at være rigeligt med holdninger til koncerter med store navne som Mayer. Derfor tog jeg ikke noter undervejs, så tilgiv mig, hvis der smutter en detalje.

Hvorom alting er: Her følger de nedslagspunkter, jeg især vil fremhæve fra min aften i Boxen.

Opdelingen i kapitler er kærkomment. Aftenen startede med hele bandet, fortsatte med en akustisk afdeling, herefter trio og endelig tilbage til den fulde besætning. Det femte kapitel var en epilog, hvor John Mayer sad ved klaveret og gav os You’re Gonna Live Forever in Me at gå hjem på.
Det vil nok altid være en smagssag, om skiftene tog for lang tid. Jeg er sikker på, at hvis Mayer havde ønsket det, så var overgangene blevet mere flydende. Personligt undrede jeg mig først lidt. Men jeg fandt ud af at nyde de små pauser, som gav øret mulighed for at blive nulstillet. Dermed kom kapitlerne også til at stå mere “rent”, og især første og sidste nummer i hvert kapitel har givetvis haft gavn af at være flankeret af en lille lydpause.

John Mayer er trådt ud af sin ungdommelige skygge. I fredags lagde jeg især mærke til, at han går på opdagelse i sit eget materiale på en måde, som giver det nye dimensioner. Det virker både mere frit og mere modent, end da jeg sidst hørte ham i Boxen (i øvrigt en stor oplevelse også). Eksempler kunne være Slow Dancing in a Burning Room, som blev spillet med stort overskud og dybt groove, og Vultures, der havde fundet vej til trio-afdelingen. Det klædte virkelig en i forvejen fin sang.

Et andet og nyt aspekt i John Mayers spil og arrangementer viste sig nogle gange undervejs. Han har tydeligvis fået meget med fra sin lange periode med Dead & Company. Det fik vi især smagsprøver på i band-afdelingerne; fx mener jeg, at Queen of California var godt på vej til at udvikle sig i retning af en Dead-agtig maraton-afslutning. Og i flere af Mayers soloer fik jeg af og til en fornemmelse af det lidt repetetive, mantraagtige figurspil, som man finder hos D&C.

Bandet skal også have et par ord med. For der var ikke en finger at sætte på deres aften i Boxen. Steve Jordan og Pino Palladino lagde en bund, som simpelthen var fantastisk. Og i trioen fik de den ekstra plads, som deres kvaliteter berettiger til. Den relativt ukendte Isaiah Sharkey og den noget mere kendte David Ryan Harris flankerede John Mayer på scenen. Og det var lidt af en oplevelse at høre, hvordan de tre guitarister både blendede og stod ud, uden at det på noget tidspunkt blev for meget, for overflødigt eller for “tænkt”. Det var slet og ret forrygende. Tiffany Palmer og Carlos Ricketts lagde et udsøgt kor på det hele. Og Larry Goldings sad og bandt det hele sammen – elegant, beskedent og helt uundværligt. Hvilken kapacitet at have ved tangenterne!

Et sidste punkt er repertoiret, som jeg synes havde en virkelig fin balance. Der var lidt fra alle perioder i karrieren, der var funk som bragte Prince i tankerne, der var ballader som det gav en klump i halsen at synge med på, der var sange jeg næsten (eller faktisk) havde glemt, og der var hits og personlige favoritter, som ikke er til at drive ud af hovedet igen (åh, hvor jeg bare elsker Daughters og Why Georgia). Hertil kommer, at alle større inspirationer og samarbejdspartnere syntes at være repræsenteret undervejs. Det er overlegent at kunne sammensætte en to timers koncert, hvor så mange elementer er med.

Det er ikke sådan, at taget over Jyske Bank Boxen lettede fredag den 5. maj 2017. Men hvis man går til koncert med John Mayer for at få dét kick, så er man efter min mening gået forkert. De to koncerter, jeg har hørt med ham, har ikke været lagt an på den følelse. Jeg havde på mange måder en “hel” oplevelse denne forårsaften i Herning.

Tak for det.


Læs evt. Gaffas noget anderledes anmeldelse – hvis du har lyst. Til gengæld nogle lækre billeder af Morten Rygaard.