Irak lige nu: 45 krigsofre om dagen

FN i Irak opgør hver måned antallet af dødsfald som følge af krigen (“acts of terrorism and violence”). I januar 2015 mistede 1.375 irakere livet, mens yderligere 2.240 blev såret. Mere end halvdelen er civile ofre.

Tallene er absolut minimum, da ikke alle kilder er sikre, og der er ikke opgørelser fra de områder, som er kontrolleret af Islamisk Stat. Endelig er der ikke medregnet dødsfald som følge af humanitære forhold (fx mangel på vand, mad og medicin).

Det er rent ud sagt en menneskelig katastrofe. Kan det virkelig passe, at vores eneste svar (ud over de rent militære) på Iraks enorme udfordringer er at håbe på “en inkluderende regering i Baghdad”? Seneste nyt fra dén front er, at al-Abadi ikke har styr på tropperne, mens al-Maliki er ved at reetablere sin magtposition i sikkerhedsapparatet.

Når vi på et tidspunkt (forhåbentlig) har afmilitariseret vores politik, kan vi begynde at lede efter mere langsigtede og varige løsninger på de forskellige konflikter i Irak – og fx begynde med indledende fredsforhandlinger og sikrede zoner under FN-flag. Indtil da fortsætter vi nok med at kaste bomber, sende våben – og tælle krigsofre.

Læs mere

Kobanê er frit – hvad nu?

Hvis det holder i længden, skal vi naturligvis glæde os over, at Islamisk Stat er bekæmpet i byen Kobanê i det nordlige Syrien. Op imod halvdelen af byen er ødelagt og helt uegnet til beboelse, og langt de fleste indbyggere er flygtet ud af byen. Alt sammen har rod i Islamisk Stats fremmarch og helt urimelige adfærd i Syrien. Inden da var området i en “neutral” tilstand, på trods af den syriske borgerkrig.

Jeg sender gode og positive tanker til de hårdt kæmpende styrker i Kobanê – det kræver mod og styrke at stå imod Islamisk Stat. Jeg vil dog ikke lade champagnepropperne springe, men afvente at freden (eller noget der ligner) i og omkring Kobanê viser sig at holde. Imens vil jeg blandt andet overveje, hvad dagens meldinger og begivenheder betyder.

  1. Hvor er Islamisk Stats krigere flygtet hen, og hvordan får vi stoppet dem? Den forfærdelige bevægelse forsvinder ikke, fordi Kobanê er blevet fri for dem. IS har stadig solidt fodfæste mange steder i Syrien og Irak, og det er bestemt ikke nok at bekæmpe dem i de kurdiske områder. Jeg har tidligere rejst spørgsmålet: Hvordan kan “våben til de kurdiske områder” afhjælpe situationen i alle de andre områder, hvor der er væbnede konflikter i Syrien og Irak? Det er ikke nok at jage IS ud af Kobanê – vi skal finde ud af, hvordan vi helt kommer af med IS.

  2. Flere analytikere nævner, at Islamisk Stat ser meget overordnet på sin militære indsats. De er i en guerillalignende form for krig, hvor der hele tiden er fremgang ét sted og tilbageslag et andet. Derfor lader de sig ikke påvirke synderligt af at blive trængt her og der. Så længe de samlet set holder linjen i fronterne, kan de konsolidere sig i kerneområderne; og måske endda udvide disse områder en lille smule. Det er værd at bemærke, at der i det store billede ikke er rykket væsentligt på frontlinjerne, siden koalitionen for et halvt år siden fløj deres første af mere end 2000 bombetogter. Så hvad betyder det reelt for IS, at de i øjeblikket har måtte slippe Kobanê? Koncentrerer de kræfterne om fremgang andre steder? Vender de tilbage senere?

  3. Kobanê ligger i et kurdisk kontrolleret område, hvor flertallet i befolkningen er kurdere. Men det er samtidig et område, som formelt hører under Syrien, og hvor blandt andre FSA (den frie syriske hær) har opbakning i dele af befolkningen. Den syriske koalition har tidligere udtrykt bekymring for, at vestens ensidige fokus på kurderne vil skabe konflikter mellem kurdere (især YPG) og andre militære grupper i den syriske revolution (især FSA). Hvordan tackler kurderne den inkluderende opgave, der ligger foran dem?

  4. Er Kobanê en gylden mulighed for at få FN på banen? Et nyligt offentliggjort studie har vist, at konflikter med tilstedeværelse af FN’s fredsbevarende styrker udvikler mindre vold end tilsvarende konflikter uden FN, med andre bidrag (fx politistyrker) eller med ensidige militærindsatser udefra. Flere parter har efterlyst, at det internationale samfund går ind i Irak og Syrien og sikrer nogle områder. Måske var det værd at overveje som alternativ (eller om ikke andet supplement) til bevæbning af udvalgte parter i konflikterne?

Ud over de nævnte punkter bliver det interessant at følge al-Assads reaktion på situationen. Og vil den syriske koalition (herunder FSA) føle sig og reelt være endnu mere pressede mellem de forskellige parter i borgerkrigen i Syrien?

Der er grund til at vi glæder os, når områder, byer og mennesker bliver befriet fra Islamisk Stats modbydelige regime. Vi må bare ikke glemme, at kampen ikke er slut. Langt fra endda. Det gælder både i Irak og i Syrien.

Den arabiske vinter er kommet

Imens skyderierne i et fransk bladhus rydder vestlige forsider og sendeflader, er det arabiske forår afløst af vinter.

Helt konkret i blandt andet Libanon, hvor syriske flygtninge lever i isolerede lejre, plaget af snestorm. Det er vanskeligt at overdrive den katastrofe, der er ved at ramme områdets hundredtusinder flygtninge.

Det sydlige Libyen er ved at udvikle sig til en sikker havn for ekstremister, herunder de værste grupper fra Mali samt støtter af Islamisk Stat og al-Qaeda. Bliver de ikke bremset, trues sikkerheden og stabiliteten i hele Maghreb.

Civile bliver dagligt udsat for terrorhandlinger i et stadigt mere ustabilt Yemen. Således også i går, hvor mindst 38 blev dræbt af bilbombe i hovedstaden Sanaa.

Fanger bliver tortureret ihjel i Assads fængsler. I dag kom de seneste fem eksempler frem. I 2014 har i alt over 2100 tilbageholdte mistet livet, mens de befandt sig i regimets varetægt.

Skyderierne i Paris skal ikke negligeres – det, som skete på Charlie Hebdo i går, er klart forfærdeligt. Men skyderierne skal heller ikke pustes op til et general-angreb på ytringsfriheden og vestligt demokrati.

Der er snarere tale om unge mænds groteske reaktion på en religiøs og politisk polarisering, der udløber af de mange forskellige krav om udvikling af Islam og de muslimske samfund. Desværre bidrager en fremmed-forskrækket højrefløj til denne polarisering. Og der er lignende tendenser blandt selv moderate grupper, politikere og pressehuse i de vestlige lande.

Det er mennesker, der skaber samfundet og dets værdier. Lad os holde fast i det, droppe splittelsen og i stedet rykke sammen på tværs af religiøse og politiske forskelle. Lad os stå sammen om at skabe en arabisk sommer.

Fordi fællesskab fungerer.

Læs mere

SF’s krigsdilemma

SF’s forsvarsordfører Holger K. Nielsen gik forleden i pressen med budskabet om, at hvis Iraks regering ikke får styr på de irakiske shia-militser, så gør vores krigsindsats med F 16-fly måske mere skade end gavn. Og så må Danmark ud af Irak.

Det er sjældent, jeg er enig med soldater i ret meget, når det kommer til militære indsatser. Men her må jeg bare erkende, at Flemming Vinther, formand for Hærens Konstabel- og Korporalforening, rammer hovedet på sømmet. Til DR udtaler han blandt andet:

Det er fair nok, at politikerne hele tiden overvejer det her dilemma, som man næsten altid står i i de her missioner. Men det kan undre, at det kommer to måneder efter, at man besluttede det. Det er jo et gammelt kendt dilemma.

Underligt er lige præcis, hvad det er. Det var nemlig et dilemma, der også blev diskuteret i Folketingssalen, da man skulle vedtage forslaget om at sende F 16-fly til Irak. Her undgik Holger K. Nielsen dog behændigt at forholde sig direkte til de irakiske shia-militser – måske fordi han ikke blev spurgt.

Uanset hvad, så er det ikke nogen overraskelse, at Islamisk Stat ikke er alene om grusomhederne i Irak. Det er heller ikke nogen hemmelighed, at hvis vi støtter den irakiske regering, så støtter vi også de sekteriske og menneskerets-krænkende shia-militser.

Hvis Holger K. Nielsen ikke vidste det her, så har han ikke sat sig ret godt ind i tingene, inden han stemte for at sende soldater i krig. Hvis han vidste det, så er det mildest talt usmageligt at lægge afstand til krigsindsatsen – på baggrund af nogle ting han vidste, allerede da han stemte for at gå i krig.

Læs mere…

http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2014/11/18/074358.htm

http://www.hrw.org/news/2014/07/11/iraq-campaign-mass-murders-sunni-prisoners

http://www.businessinsider.com/iranian-proxy-militias-in-iraq-and-syria-2014-9

God finanslov for Danmark – i morgen fortsætter kampen

I dag blev der indgået forlig om finanslov for 2015. Det er en udmærket aftale, som klart overstiger, hvad jeg havde forventet. Og jeg kan fuldt ud tilslutte mig, at vi i Enhedslisten går med i aftalen.

  • Vi har sat solide aftryk på alle de områder, vi på forhånd meldte ud som hovedkrav: Tryghed for lønmodtagere, øget velfærd, sociale klausuler og grøn omstilling.
  • Vi har reduceret skadevirkningerne af de besparelser, regeringen lagde op til på udviklingsbistanden.
  • Vi har fået bremset regeringens stadige strøm af skadelige fattigdomsreformer.

Især det sidste er vigtigt. Enhedslistens forhandlere er de seneste to år gået ind i Finansministeriet med et bundet mandat fra medlemmerne: Regeringens reformlinje skal brydes, ellers kan vi ikke indgå forlig. Det lykkedes ikke i 2013. Men denne gang var presset på regeringen blevet for stort, og elendigheden for samfundets svage og udsatte var blevet for tydeligt. Afskaffelsen af den gensidige forsørgerpligt for samlevende samt en række forbedringer for unge kontanthjælpsmodtagere er blandt de tydelige eksempler på, at det endelig er lykkedes at trække regeringen i en mere solidarisk retning – at få SR til at bløde op på deres egne reformer: Linjen er brudt.

Desværre fik vi ikke ændret ved dagpengeområdet. Det er endt med endnu en omgang lapperi på et sygt system. Så solidariteten har stadig trange kår under SR-regeringen – der er nok at kæmpe for.

Der er nok nogle, som er skuffede over, at vi indgik aftale om finanslov i år. Ikke mindst fordi der har været så stort fokus på dagpenge-situationen. Og jeg forstår sådan set godt frustrationerne. Men dagpengeændringer var formentlig aldrig realistisk inde i forhandlingerne. Regeringen stod meget stejlt (ultimativt) på, at der ikke skulle røres ved dagpengene, før området var undersøgt nærmere. Derfor havde vi reelt to muligheder: At lade regeringen lave forringelser med de endnu mere borgerlige, eller at lave forbedringer med rød-grønne nuancer. Jeg er glad for, at vi valgte at kaste lidt solidaritet og bæredygtighed i regeringens neoliberale maskineri.

Er det så nok? Det er det vel aldrig helt – mere vil have mere. Og endnu mere bagefter. Men udgangspunktet var en regering, som i tre år ikke har været til at tale med, når det gælder de asociale reformer, der har torpederet og sønderrevet vores samfund. Så det er uden tøven, at jeg vender begge tommelfingre i vejret og siger til vores folk omkring årets forhandlinger: “Godt arbejde, kammerater!”

Og i morgen fortsætter kampen for et endnu bedre samfund. Fordi der stadig er meget at gøre. Fordi vi vil en mere demokratisk og solidarisk verden. Fordi fællesskab fungerer.

(Læs mere om Enhedslistens resultater på temasiden Finanslov 2015.)

Khorasan-gruppen: Om spin og propaganda i Syrien

Sig mig en gang: Er det ikke Islamisk Stat, vi kæmper imod?!?

I de seneste dage har vi kunnet læse, at amerikanske fly har bombet Khorasan-gruppen i Syrien. Her er det fx DR Nyheder den 6. november 2014:

USA har gennemført en række droneangreb i Syrien, rettet mod al-Qaeda-gruppe[…]I en udtalelse fra USAs Centralkommando hedder det, at Khorasan-gruppen har været udset som mål, fordi disse aktive al-Qaeda-folk udnytter konflikten i Syrien til at ramme vestlige interesser.

Da vi sikkert fra tid til anden vil høre medierne omtale en gruppe med navnet Khorasan, er det på sin plads at stoppe op og stille det helt rimelige spørgsmål: Hvem er Khorasan-gruppen?

Der var ingen, som havde hørt om en sådan gruppe i Syrien før den 23. september 2014. Og efter nogle dages hype omkring gruppen, har den været stort set usynlig – lige indtil de dukkede op igen den 6. november 2014. Og hvis du spørger de lokale i Syrien, er der formentlig stadig ingen, der har hørt om gruppen.

Hvordan kan den så fremkalde amerikanske drone-angreb? Og hvad er det lige med de to datoer?

Den 23. september havde USA netop indledt bombetogter over Syrien. Det var ikke nogen nem beslutning. Islamisk Stat er nok en modbydelig opfindelse, men den er næppe en trussel, der berettiger til bombeangreb uden mandat fra enten FN eller Syrien.

Hvis amerikanerne ville bombe i Syrien, havde de altså brug for en fjende, der var en trussel mod USA selv. Så dagen efter de første flyvninger over Syrien, kunne den kritiske og dybdeborende presse citere amerikanske militærkilder for, at bombningerne var et forsvar mod umiddelbare trusler om terrorangreb i USA og Vesten i øvrigt. Truslerne kom fra en al-Qaeda kerne-gruppe: Khorasan-gruppen.

Det viste sig hurtigt, at faren ikke var så overhængende, som de første meldinger lød på. Desuden var det svært at få verificeret de amerikanske kilder – og at der overhovedet fandtes en sådan gruppe. Måske er det derfor, vi ikke har hørt om flere angreb på Khorasan-gruppen siden den første dag.

Lige indtil 6. november. Her var der i første omgang forlydender om, at USA havde angrebet grupperne Ahrar al-Sham (del af Islamisk Front) og Jabhat al-Nusra (al-Nusra Fronten) – med civile tab til følge. Det blev hurtigt fulgt op fra amerikansk side: Der var kun foretaget angreb på Khorasan-gruppen – hvor man blandt andet havde haft held med at slå en fransk bombespecialist ihjel.

Men hov: Fandt vi nogen sinde ud af, om gruppen overhovedet eksisterer? Hmm…

Det eneste, vi ved med sikkerhed er, at amerikanerne har trukket “Khorasan-kortet” to gange: Første gang for at godtgøre igangsætningen af bombninger i Syrien, og anden gang for at godtgøre bombninger af al-Qaeda-relaterede grupper uden for Islamisk Stat – muligvis med civile tab til følge.

Og den vestlige presse bider på i stor stil. Den formodede død af en fransk bombemand trækker de store overskrifter, mens stort set ingen nævner de formodede civile ofre. Flere uafhængige analytikere afviser eksistensen af Khorasan og fremhæver, at Jabhat al-Nusra trænger frem i det vestlige Syrien på bekostning af (blandt andre) amerikansk støttede oprørsgrupper. Det hører vi heller ikke meget om.

Så hvem er Khorasan-gruppen? I virkeligheden burde vi spørge: Hvad er Khorasan-gruppen? Det er efter alt at dømme en opfindelse i den amerikanske central-administration – et fjendebillede, der kan bruges til at forklare og forsvare angreb i Syrien. Det er et udtryk for den umiddelbare trussel om terrorangreb i Vesten, kerne al-Qaeda, en ondskab der overgår selv Islamisk Stat.

Ja, der findes al-Qaeda-relaterede grupper i Syrien. Ja, der sidder sikkert terrorister rundt omkring i Syrien med store drømme om terrorangreb på vestlige mål. Men Khorasan-gruppen? Den findes næppe i virkeligheden.

Hvis du vil læse mere…

http://www.dr.dk/Nyheder/Udland/2014/11/06/1106195453.htm
http://syriahr.com/en/2014/11/coalition-warplanes-strike-jabhat-al-nusra-and-ahrar-al-sham-hqs/
http://www.aljazeera.com/news/middleeast/2014/11/us-led-air-raids-target-syria-rebel-groups-2014116123052671427.html
http://edition.cnn.com/2014/11/06/world/meast/syria-crisis/index.html?hpt=hp_t2
https://firstlook.org/theintercept/2014/09/28/u-s-officials-invented-terror-group-justify-bombing-syria/

At give hånd med knyttet næve

I disse dage fremlægger USA’s præsident Barack Obama sin strategi for landets indsats i Irak og Syrien. Jeg håber, at han lægger op til hurtigst muligt at etablere en fredsskabende FN-mission. For kun på den måde kan der skabes en varig løsning på problemerne i området.

Lige nu er der et forfærdeligt kaos mange steder i Irak og Syrien. Mennesker på flugt, meningsløse myrderier, og gamle fjender der for en stund bliver venner på tålt ophold – alt sammen på grund af, at en militant gruppe, der kalder sig Islamisk Stat (IS), er ved for alvor at få fodfæste i regionen.

For at bekæmpe de bestialske ugerninger, der finder sted under IS, har et enigt Folketing besluttet at støtte en amerikansk ledet indsats i Irak. Vi stiller et transportfly til rådighed, og flyet skal i første omgang transportere våben til hårdt kæmpende kurdiske styrker i det nordlige Irak.

Det er en situation fuld af dilemmaer, og jeg er ikke udelt begejstret for Folketingets beslutning. På den ene side er der ingen tvivl om, at IS skal bekæmpes, stoppes og stilles til ansvar. Men på den anden side er der heller ingen tvivl om, at den vestlige indsats i området virker motiverende for IS. Samtidig øger vores blotte tilstedeværelse gruppens muligheder for at rekruttere – især blandt de dele af befolkningen, som er blevet undertrykt i det kaos, der fulgte efter USA’s og Danmarks ulovlige Irak-krig.

Uanset hvad, så er den nuværende indsats kun en midlertidig løsning, der ikke i sig selv fremmer stabiliteten i Irak på længere sigt. En god og varig løsning på konflikterne i Irak, Syrien og andre steder i Mellemøsten sker bedst, hvis der er et klart FN-mandat bag såvel humanitære som væbnede indsatser. Det ser vi gang på gang rundt omkring i verden – ligesom vi ofte ser vestlige “bidrag” uden FN-mandat gå grueligt galt.

Grundlæggende er krig ikke en løsning på internationale problemer, og flere våben løser ikke en væbnet konflikt. Man skaber ikke alliancer ved at smide bomber, man knytter ikke venskaber fra hver sin skyttegrav, og man ser ikke det gode i sin næste gennem et kikkertsigte.

Når du knytter næven, er det svært at give hånd.

Nej til Patentdomstolen er sund fornuft

Patent på en bestemt type brocolli, patent på resistens mod mellus, patent på ideen om Fortryd-knappen, patent på kræftdiagnose.

Lyder det skræmmende? Det er det også. Og det er virkeligheden i dag. Alle disse ting er eksempler på, hvad det europæiske patentkontor udsteder patenter på. Hvis vi siger ja til patentdomstolen på søndag, så siger vi samtidig ja til det såkaldte Enhedspatent – en del af patentreformen, der vil samle patenter som de nævnte og gøre dem gældende i Danmark med det samme. Slut med at få valideret patenter i Patent- og Varemærkestyrelsen, slut med at få prøvet et patent ved Sø- og Handelsretten eller Højesteret. Slut med at få godkendt cirka 6.000 patenter om året i Danmark – nu vil tallet stige til over 60.000.

Men er det overhovedet tilladt at tage patenter på natur, liv og software? Nej, det er det ikke. Men patenter er en stor industri, og der bruges ufattelige summer på at finde juridiske smutveje. På den måde har firmaet Monsanto fået patent på bestemte typer brocolli og melon, firmaet Syngenta på egenskaber der gør peberfrugter resistente over for insektangreb, og firmaet Novartis har fået patent på at diagnosticere kræft i bugspytkirtlen.

Så hvis der en dag står en advokat i dit gartneri og kræver en afgift pr. kilo tomater af en bestemt sort, så skal du ikke blive forbavset. Hvis der en dag kommer et krav til dit firma om, at I skal betale et beløb pr. medarbejder, der bruger stavekontrol i tekstbehandlingsprogrammet – ja, så er det helt efter bogen.

Eller rettere: Du kan forhindre denne udvikling i Danmark. Det gør du ved at stemme nej til patentdomstolen på søndag. Det er sund fornuft.

Opskrift på selvsmagende jule-selfie

Man tager en god gammeldags kommunistforskrækkelse og hælder den i den politiske andedam.

Dernæst tilsætter man et samråd (hvis man ikke er løbet tør) og rører godt og grundigt rundt i det hele med en Pind. Helst en der ikke har været fremme i lyset i lang tid. Det kan ske, at den knækker, men det gør ikke resultatet ringere.

Selfien nydes bedst tilbagelænet i sofaen med en veludviklet humoristisk sans.

Velbekomme – og glædelig jul.

Fri mig for snak om ultimative krav

I disse dage er Enhedslisten under voldsom beskydning: “I stillede ultimative krav, så derfor blev regeringen tvunget til at lave finanslov med Venstre og Konservative.” Det er på alle måder noget snik-snak, der alene har til formål at fjerne fokus fra regeringens politiske valg.

For hvem er det, der stiller ultimative krav i en forhandling? Det er et spørgsmål om synsvinkel. Her er tre vinkler på præcis samme historie:

  • “Regeringen stillede et ultimativt krav om, at kommunerne fortsat skal have ret til ubegrænsede nedskæringer på ældreområdet.”
  • “Regeringen stillede et ultimativt krav om, at Enhedslisten skulle skrive under på den aftale, der lå på bordet – ellers ville de lave skattelettelser med VK.”
  • “Regeringen stillede et ultimativt krav om, at kommuner og regioner skal have mulighed for at bruge underbetalt, udenlandsk arbejdskraft i offentlige, skatteborgerbetalte jobs.”

Og sådan kan vi blive ved med at slå hinanden i hovedet, uden at nogen bliver klogere af det. I stedet for at sidde og surmule ovre i blå blok, skulle regeringen derfor hellere komme tilbage til sit parlamentariske grundlag, så vi kan lave noget solidarisk velfærdspolitik sammen.

Vi kan jo starte med at afbøde de værste skader efter kontanthjælpsreformen og dagpengereformen – gerne fulgt op af en aftale om den grønne investeringsfond, VK ikke ville finde finansiering til. Og så kan vi slutte af med en aftale om obligatoriske arbejdsklausuler med kædeansvar i hele den offentlige sektor; så danske skattekroner altid går til jobs på danske løn- og arbejdsvilkår.

[Dette synspunkt blev bragt i Herning Folkeblad 4. december 2013.]