Min debut til vælgermøde

I disse dage er det gået så stærkt, at jeg næsten ikke kan følge med. Torsdag havde jeg endnu et læserbrev i Herning Folkeblad. Og jeg havde min debut i et panel til vælgermøde.

Mødet foregik i Kulturhus Kulturama på Holtbjerg, og det var en del af den landsdækkende kampagne Alles valg. Jeg synes vi kom omkring mange gode emner i panelet. Der var generelt en fælles forståelse på tværs af partier, når det kom til hovedtemaet: Integration. Det virker efterhånden lidt slidt i den politiske verden. De fleste vil meget hellere tale om gensidig respekt, mangfoldighed, udstrakte hænder og kulturmøder. Altså forsøge at beskrive målet frem for et akademisk begreb.

For mig som helt ny i aktiv politik bliver det hurtigt en strid om ord. Men der er selvfølgelig en tung historik knyttet til integrations-begrebet. Så længe vi er enige om at holde fokus på at leve sammen i velfungerende fællesskaber, så er jeg glad.

Jeg var ret nervøs inden mødet. Men det gik vist meget godt, og de andre kandidater fredede nok en nybegynder som mig. Jeg slap i hvert fald uskadt fra at åbne et par flanker undervejs, fx ved om nødvendigt at finansiere mere borgernær service gennem en minimal forøgelse af skatten 🙂

Torsdagens debatindlæg i avisen koster også lidt. Jeg mener dog, at det er alle pengene værd. Bedøm selv.

Børn og unge skal køre billigt i Herning

Herning Kommune har en lang række gode tilbud inden for kultur- og fritidslivet. Det er givende og vigtigt for vores børn og unge, og det stiller store krav til planlægning og logistik i familiens hverdag.

I Enhedslisten arbejder vi for, at busser og tog i kommunen bliver om ikke gratis, så meget billigt for byens børn og unge at bruge. Så kommer de nemmere omkring i deres fritid, det hjælper familien med transport-udfordringer, og endelig giver det et ekstra plus i Hernings grønne regnskab.

Spil bæredygtigt dansk

Herning fejrer den 31. oktober årets Spil Dansk Dag med en masse musikalske aktiviteter. Derfor er det trist, at byen lige for tiden mangler øvelokaler. Det begrænser de muligheder, byens unge har for at spille rytmisk musik.

Så det er en god beslutning, at Byrådet i budgettet for 2014 har sat penge af til to øvecontainere. De skal indtil videre stå i gården i Nørregade. Situationen vedrørende øvelokaler, herunder brugen af containerne på sigt, bliver en del af den samlede løsning for Kulturhuset.

Beslutningen bliver ekstra god, hvis Byrådets parter forpligter sig til at gøre den samlede løsning bæredygtig. Det kræver en del strøm, vand og varme at have et velfungerende kulturhus. Enhedslisten vil arbejde for at gøre Kulturhuset CO2-neutralt, for eksempel ved at:

  • Integrere solfangere i arkitekturen
  • Udnytte returvand og regnvand
  • Medtænke strømsparende installationer

Herning skal fortsat have et aktivt og levende kulturliv. Med et stigende behov for at reducere belastningen af miljøet, kan kulturen hurtigt komme under pres. Derfor vil Enhedslisten sikre, at nyt byggeri, ombygninger og renoveringer bliver miljøvenlige. Så vi i Herning kan sige, at her spiller vi ikke bare dansk, men bæredygtigt dansk.

(Dette synspunkt blev bragt i Herning Folkeblad torsdag den 31. oktober 2013 – årets Spil Dansk Dag.)

Herning: En grøn kommune

I dag bringer Herning Folkeblad mit indlæg Se, en hare. Det beskriver meget godt, hvordan jeg ser på grøn omstilling og bæredygtighed. Det drejer sig om at tage små skridt – i den rigtige retning og i fælles fodslag.

Det gælder ikke kun i samspillet mellem kommunen og erhvervslivet. Vi har selv et borgerligt ansvar. For det er faktisk en ret så alvorlig udvikling, vi kan se i vores naturlige omgivelser – uanset hvem eller hvad der bærer ansvaret.

Hver dag (næsten da) stiller jeg mig selv et enkelt spørgsmål: Hvad kan jeg gøre anderledes, som vil bidrage til den grønne omstilling, men som ikke kræver en radikal ændring i min eller mine omgivelsers hverdag?

Det er langt fra hver dag, jeg laver noget om. Det er selve overvejelsen, der er god. På den måde vænner jeg mig langsomt til tanken om, at min hverdag måske kan blive anderledes, mere grøn, mere ansvarlig.

Ind imellem tager jeg så fat i én af overvejelserne og gør den til virkelighed: Køb økologisk mælk, lav vegetarmad en gang om ugen, gem alle madrester og find spændende måder at bruge det på senere, tag cyklen noget mere, lad ikke vandet løbe uden grund og så videre. Et skridt af gangen.

På samme måde mener jeg, at Herning Kommune skal arbejde på at blive grønnere. Vi kan sagtens finde en masse små ændringer, der ikke gør ondt i erhvervslivets og borgernes hverdag. Af stort og småt kan nævnes grøn indkøbspolitik, opsamling og genanvendelse af regnvand i offentlige bygninger, bedre affaldssortering, kommunens bilpark kan indgå i delebilordning, økologisk dyrkning af offentlig overskudsjord og gratis buskørsel for børn og unge i kommunen.

Lyder det farligt, revolutionært, livstruende? Det synes jeg ikke. De fleste ting kan vi sikkert blive enige om bredt – både politisk og på tværs af baggrund, erhverv og livssyn. Og når vi har taget de første små skridt, så gør vi klar til de næste.

Vi skal jo starte et sted. Det nemmeste er at starte lige dér, hvor vi er. Lad den grønne omstilling begynde.

Se, en hare!

Sprøjtning, monokultur og mangel på vekseldrift. Det er væsentlige årsager til, at der bliver færre bier, at viben flytter, og at det efterhånden er lang tid siden, du så dine børnebørn jagte en sommerfugl på engen, pludselig skifte retning og udbryde: “Se, en hare!”

Inden jeg får stemplet Tossegrøn midt i panden (det kan jeg tidsnok få), så lad mig slå to ting fast: Landbruget bærer ikke alene ansvaret for denne udvikling, og landbruget skal sikres ordentlige vilkår. Vi kan ikke bare knipse med fingrene, og så er vores landbrug moderniseret til grøn og bæredygtig produktion.

Men der skal ske forandringer, og vi skal jo starte et sted. Her kan kommunerne i samarbejde med landbruget spille en aktiv rolle. I Herning vil vi i Enhedslisten blandt andet arbejde for en bæredygtig indkøbspolitik:

  • Fødevarer skal så vidt muligt være produceret lokalt
  • Fødevarer skal så vidt muligt være økologiske
  • Fødevarer skal så vidt muligt være forarbejdet lokalt

Det er tiltag, som vil bidrage til fremtidens landbrug. Et landbrug der producerer økologiske varer af højeste kvalitet, og hvor kommunen gennem indkøb bakker op om lokal produktion, forarbejdning og omsætning af disse varer.

Hvis vi oven i købet laver lokale forsøg med sædskifte og blandingskultur i dyrkningen, kan vi hente værdifulde erfaringer med jordforbedring samt minimering af sprøjtning – to faktorer som på en gang vil reducere landbrugets omkostninger og fremme produktionen af gode og sunde afgrøder.

Og vi vil igen gå på sommerfuglejagt med børnebørnene.

(Note: Dette indlæg er sendt til Herning Folkeblad.)

(Note: Dette indlæg er bragt i Herning Folkeblad 21.10.2013.)