Vi skal være tålmodige med FCM

Tweet: Stram op

Her i Herning og omegn er vi mange, der håber at se europæiske kampe på stadion igen i næste sæson. Det har været en ujævn sæson for FCM, og det er faktisk lidt af overraskelse for mig, at holdet overhovedet er i nærheden af Europa League i år.

Så hvad skal jeg mene om denne opfordring:

Stort tillykke til FCK som danske mestre – til de andre hold: stram op! For mere spænding og for dansk fodbold!

Sådan skriver journalist Heidi Frederikke Sigdal (HFS) på Twitter den 5. maj i år. Det udløste en forventelig respons, der primært gik på HFS’s intellekt og på FCK’s penge. Kun sjældent kunne Twitterfolket svinge sig op til at bidrage med lidt substans. Og det er helt urimeligt, al den stund at HFS har mange års journalistisk erfaring fra sportens verden.

Det er helt korrekt, at der ikke har været meget spænding i toppen af dansk fodbold denne sæson. Men det er en smule for nemt, når HFS taler generelt til “de andre hold”. I en lille opfølgning i Ekstra Bladet uddyber HFS, at fx OB burde stå stærkere i Superligaen. Men derfra er der langt til at slynge en generel opfordring ud.

Jeg håber, at HFS vil tage handsken op og uddybe, hvor de enkelte klubber skal stramme op. Indtil da giver jeg et bud på, hvor FC Midtjylland står sådan rent opstramningmæssigt. Det bliver med nogle nedslagspunkter i klubbens arbejde, truppens sammensætning og trænerens muligheder.

Talenterne

FCM har et enormt klubsamarbejde. Udover de udenlandske partnerklubber består FCM Klubsamarbejdet af 138 lokale klubber (december 2016). Det giver naturligvis nogle store muligheder for at spotte og udvikle talenter, og det er én af grundene til, at FCM står så stærkt i ungdomsrækkerne.

En anden er, at man i 2004 startede et fodboldakademi. Her får de største talenter i hver årgang lov til at prøve kræfter med et liv som fodboldspiller på højeste niveau. Kendte spiller med en fortid på akademiet, derefter på FCM’s superligahold og siden solgt til store, udenlandske klubber er Simon Kjær, Erik Sviatchenko og Pione Sisto.

Årgang 1997 viste sig at være ekstraordinær. De bare vandt og vandt i U19-regi, og de røg først ud af Youth League, da FC Barcelona viste sig at være for stor en mundfuld. “Den gyldne årgang” har leveret en god håndfuld spillere til den nuværende superligatrup. Herudover er der flere lidt ældre spillere, som kom fra akademiet til SL-truppen. Og der er endda blevet plads til den kun 18-årige Mikael Anderson (ham hører vi meget mere til om et år eller to).

Truppen

I skrivende stund har 11 ud af 26 førsteholdsspillere en fortid på akademiet. Af dem har flere spillere allerede etableret sig som faste startere eller indskiftere på holdet; fx Mikkel Duelund, Paul Onuachu, Rilwan Hassan og Rasmus “NK” Nissen.

FCM har altså et meget ungt hold. Det kan man ikke umiddelbart se i statistikkerne, hvor gennemsnitsalderen på start-11’eren er i den høje halvdel. Det skyldes, at holdets primære rutine er at finde hos spillere i slutningen af tyverne eller starten af trediverne. Det er også i denne gruppe, at FCM har været hårdest ramt af skader og manglende form. Tim Sparv og Rafael van der Vaart står tydeligt frem her, men også Bruninhos fravær og Kian Hansens skade her i slutspillet har svækket holdet.

Holdet er ikke kun ungt aldersmæssigt. Der er solgt etablerede spillere i de seneste halvandet år, uden at der er købt erstatninger ind. Jo, klubben hentede tre spillere fra SønderjyskE i vinters, men de har i det meste af foråret været langt fra holdet – på grund af skader og hård konkurrence. Spillere som van der Vaart og Jonas Borring har været nye i truppen og skulle spilles ind på holdet. Og endelig glippede indkøbet af Zsolt Korcsmar i januar. Det har gjort forsvaret en smule spinkelt, især nu hvor Hansen også er væk.

Alt dette har medført, at FCM er den superligaklub, som i sæsonen har givet klart mest spilletid til teenagere. Det betyder også, at holdet er virkelig sårbart over for skader og karantæner. På den måde er sæsonen 2016/2017 endt som et mellemår med fokus på indkøring og opbygning. Set i det lys er kampen om bronze samt en tæt pokalsemifinale ikke et dårligt resultat.

Træneren

Jess Thorup må ofte lægge navn til rygter om og opfordringer til en fortid som træner for FCM. Og han har haft et svært år. Salg af rutine, glippede indkøb og skader blandt nøglespillere har lagt bunden til en ujævn sæson.

Jeg tror, Thorup har lang snor i FCM’s ledelse. Man har talt tingene igennem og valgt at satse på årgang 1997 og de øvrige stjerner i svøb fra akademiet. Det giver ikke mesterskabet næste år, selv om en plads i Europa må være obligatorisk. Og kan FCM holde på kernen i den gyldne årgang, så spiller de med om guldet om to-tre år.

Er det dén plan, man har lagt, så sidder Jess Thorup sikkert i sædet indtil 2020. Med mindre det går helt galt i efteråret, hvilket vil være noget af en overraskelse med dén trup.

Tålmodighed

De har en plan på heden. Da Claus Steinlein og Flemming Broe i 2003 besøgte fodboldakademiet i Nantes, blev grunden lagt til det FC Midtjylland, vi kender i dag. En klub med mange unge talenter fra eget akademi, en klub der sælger dygtige unge spillere til store klubber i Europa, og en klub der sætter realistiske mål for, hvad der er muligt at nå for en fodboldklub i Danmark.

En klub som FCM hverken kan eller skal kæmpe med om guldet i Superligaen hvert år. Der vil være mellemår, hvor blot en plads i europæisk fodbold er et godt resultat. Omvendt skal der også være sæsoner, hvor FCM er helt fremme og kæmpe med især FCK om guld og en eftertragtet plads i Champions League. Om alt går efter planen, så sker det igen i 2018/2019.

Kære Heidi Frederikke Sigdal. Jeg er sikker på, du mener det af et godt hjerte, og at du vil det bedste for dansk fodbold. Derfor har jeg taget mig tiden og giver dig mit bud på et svar her fra heden: I FCM er der ikke brug for opstramning – der er brug for tålmodighed.


Tak til Jesper Bering (https://twitter.com/JesperBering) for at påpege, at den gyldne årgang naturligvis er 1997 – og ikke 1993, som jeg først havde skrevet. Gad vide hvor dén fejl kom fra…