Irak lige nu: 45 krigsofre om dagen

FN i Irak opgør hver måned antallet af dødsfald som følge af krigen (“acts of terrorism and violence”). I januar 2015 mistede 1.375 irakere livet, mens yderligere 2.240 blev såret. Mere end halvdelen er civile ofre.

Tallene er absolut minimum, da ikke alle kilder er sikre, og der er ikke opgørelser fra de områder, som er kontrolleret af Islamisk Stat. Endelig er der ikke medregnet dødsfald som følge af humanitære forhold (fx mangel på vand, mad og medicin).

Det er rent ud sagt en menneskelig katastrofe. Kan det virkelig passe, at vores eneste svar (ud over de rent militære) på Iraks enorme udfordringer er at håbe på “en inkluderende regering i Baghdad”? Seneste nyt fra dén front er, at al-Abadi ikke har styr på tropperne, mens al-Maliki er ved at reetablere sin magtposition i sikkerhedsapparatet.

Når vi på et tidspunkt (forhåbentlig) har afmilitariseret vores politik, kan vi begynde at lede efter mere langsigtede og varige løsninger på de forskellige konflikter i Irak – og fx begynde med indledende fredsforhandlinger og sikrede zoner under FN-flag. Indtil da fortsætter vi nok med at kaste bomber, sende våben – og tælle krigsofre.

Læs mere

At give hånd med knyttet næve

I disse dage fremlægger USA’s præsident Barack Obama sin strategi for landets indsats i Irak og Syrien. Jeg håber, at han lægger op til hurtigst muligt at etablere en fredsskabende FN-mission. For kun på den måde kan der skabes en varig løsning på problemerne i området.

Lige nu er der et forfærdeligt kaos mange steder i Irak og Syrien. Mennesker på flugt, meningsløse myrderier, og gamle fjender der for en stund bliver venner på tålt ophold – alt sammen på grund af, at en militant gruppe, der kalder sig Islamisk Stat (IS), er ved for alvor at få fodfæste i regionen.

For at bekæmpe de bestialske ugerninger, der finder sted under IS, har et enigt Folketing besluttet at støtte en amerikansk ledet indsats i Irak. Vi stiller et transportfly til rådighed, og flyet skal i første omgang transportere våben til hårdt kæmpende kurdiske styrker i det nordlige Irak.

Det er en situation fuld af dilemmaer, og jeg er ikke udelt begejstret for Folketingets beslutning. På den ene side er der ingen tvivl om, at IS skal bekæmpes, stoppes og stilles til ansvar. Men på den anden side er der heller ingen tvivl om, at den vestlige indsats i området virker motiverende for IS. Samtidig øger vores blotte tilstedeværelse gruppens muligheder for at rekruttere – især blandt de dele af befolkningen, som er blevet undertrykt i det kaos, der fulgte efter USA’s og Danmarks ulovlige Irak-krig.

Uanset hvad, så er den nuværende indsats kun en midlertidig løsning, der ikke i sig selv fremmer stabiliteten i Irak på længere sigt. En god og varig løsning på konflikterne i Irak, Syrien og andre steder i Mellemøsten sker bedst, hvis der er et klart FN-mandat bag såvel humanitære som væbnede indsatser. Det ser vi gang på gang rundt omkring i verden – ligesom vi ofte ser vestlige “bidrag” uden FN-mandat gå grueligt galt.

Grundlæggende er krig ikke en løsning på internationale problemer, og flere våben løser ikke en væbnet konflikt. Man skaber ikke alliancer ved at smide bomber, man knytter ikke venskaber fra hver sin skyttegrav, og man ser ikke det gode i sin næste gennem et kikkertsigte.

Når du knytter næven, er det svært at give hånd.