Islamisk Stat skal tales ihjel

Den danske og internationale indsats i kampen mod Islamisk Stat og for fred i Mellemøsten slår fejl. Det skyldes en manglende forståelse for de lokale konflikter og for, hvad der nærer og driver ekstreme bevægelser som IS og brutale magthavere som al-Assad. Dyb mistillid mellem forskellige grupper i samfundet, ringe materiel levestandard, udbredt korruption og kulturelt betinget ulighed er altsammen med til at gøde jorden for personer og grupper med stærke magtambitioner og kun ringe respekt for demokrati og menneskerettigheder.

Fra Danmark bidrager vi til konflikten i Irak med transportfly, F-16-fly, logistisk personel og uddannelse af irakiske og kurdiske soldater. Formålet er at hjælpe med at bekæmpe Islamisk Stat. Indtil videre er der sket det, at IS er slået tilbage enkelte steder, men at deres indflydelse i Irak samlet set er uforandret. Til gengæld er gruppen nu ved at have tilpasset sig koalitionens luftkrig: De flytter sig selv og deres materiel i mindre grupper, graver grøfter som gør det sværere at se dem fra luften, og de etablerer positioner hvor det er svært at bombe med fly – hvis man altså vil undgå civile tab.

Samtidig tyder intet på, at IS’s rekrutteringsbase er blevet mindre i Irak. Der er stadig udbredt mistillid mellem især sunniarabiske grupper på den ene side og al-Abadis regeringsstyrker og PMU (shi’amilitser) på den anden. Mange områder, hvor IS i efteråret blev slået tilbage, er stadig totalt affolkede, og der er ingen indsats for at genhuse beboerne, sørge for sikkerhed, forsyninger osv. Selv befolkede områder, hvor IS tidligere led nederlag, er gruppen nu ved at tage tilbage.

Når vi hører vestlige medier juble over sejre i fx Kobane og Tikrit, er det som at fejre et succesfuldt nålestik i en kamp med sværd. Islamisk Stats krigsførelse er at sammenligne med guerillakrig. De taber et slag, trækker sig tilbage, justerer strategi og taktik, omgrupperer – og fortsætter så kampen. Derfor er den vestlige indsats i krigen helt utilstrækkelig og dybest set naiv, grænsende til farlig for udviklingen i området.

Lad os blot for en god ordens skyld sige, at det lykkedes at nedkæmpe Islamisk Stat. Jamen, så kommer der en ny – og måske endnu værre – gruppe og overtager deres plads. Sådan vil det blive ved, med mindre vi gør noget ved årsagerne til, at sådanne grupper kan opstå og fungere. Det kan de kun, så længe de kan hente opbakning i den almindelige befolkning; en opbakning der er baseret på ringe levestandard, stor ulighed samt mistillid mellem mennesker.

Så vi ved, hvad der skal til: Velfærd, lighed og gensidig tillid. Det når vi ikke ved at sende våben og bombefly til området. Der skal en helt anden indsats til. Civilbefolkningen skal beskyttes, og de fredsramte områder skal sikres. Krigsforbrydelser skal straffes – også selv om det er “de gode”, der har begået dem. Der skal laves aftaler med magthaverne om at fordele samfundets goder og den politiske indflydelse mere ligeligt. Og der skal indledes samtaler i FN-regi med de enkelte parter, der indgår i konflikterne: Hvad ønsker I for fremtiden? Hvilke muligheder ser I for fred i jeres land? Hvem kan I umiddelbart sidde til bords med? På den baggrund vil det være muligt at sætte stadig flere grupper sammen og tale om en fremtid med plads til alle.

Det er en lang og svær proces. Men det er en vej til en fremtid, hvor befolkningen kan leve et godt liv i et fredeligt samfund – hvor der ikke er grobund for ekstremistiske bevægelser som Islamisk Stat. Jeg får ofte at vide, at det er umulig ønsketænkning, og at jeg er naiv. Det kan være. Men det er en vej, vi ikke kan tillade os at gå forbi, uden at se hvor den fører hen. Det skylder vi den befolkning, som vi indtil videre blot har sendt flere våben og flere bomber til.

(Jeg har her fokuseret på Irak, hvor det danske bidrag begrænser sig til. I Syrien er problemerne grundlæggende de samme, omend løsningerne er noget mere komplicerede.)

Kort

Kortene på billedet er fra Institute for the Study of War:

Bidrager Danmark til et splittet Irak?

Sarah Leah Whitson (Human Rights Watch) har skrevet en glimrende artikel om situationen i Irak netop nu: Why the Fight Against ISIS is Failing. Det er et must-read for alle, der beskæftiger sig med situationen i Irak, Islamisk Stat, Vestens bidrag osv. Du får blandt andet lidt baggrund om, hvorfor sunni-araberne er nøglen til at besejre Islamisk Stat i Irak. Desuden er der nogle gode forslag til, hvordan sunni-inklusionen i Irak kan styrkes.

Her vil jeg trække en tråd, der har direkte betydning for Danmarks transportbidrag: B 122 (Herculesflyet).

“The fragmentation of Iraq’s fighting forces into unaccountable sectarian militias responsible for horrific abuses against Iraqi civilians is part of Iraq’s slide into a broken state that no amount of foreign aid and military intervention will be likely to put back together.”

Det har længe været kendt, at sekteriske militser er et kæmpe problem for at skabe en fælles og effektiv front i Irak mod Islamisk Stat.

Det har været sværere at skabe opmærksomhed omkring, hvordan disse militser bliver støttet og forsynet med våben og andet materiel.

“The Shi’a militias supporting the U.S.-led bombing campaign are armed, funded, salaried, and supported by the Iranians, but also by the Iraqi government, which is in turn armed and funded by Washington. While the U.S. says that its weapons, budgeted at $1.3 billion for 2015, are intended for Iraqi security forces, the reality is that much is ending up in the hands of these militias.”

Og videre:

“The problem is that these militias are carrying out abuses that have only further alienated Sunnis and served as a recruiting tool for ISIS: mass executions of Sunni prisoners, revenge killings following coalition airstrikes against Sunni communities for their alleged support of ISIS, and torture, beheadings and abuses of corpses. In January, witnesses described the execution of 72 Sunni civilians by Shi’a militias in the Diyala province.”

Alt tyder altså på, at USA indirekte støtter de sekteriske militser og dermed er med til at destabilisere situationen i Irak.

Nu er så spørgsmålet: Transporterer Danmarks Herculesfly også våben og andet materiel, som havner hos disse militser?

Det behøver for så vidt ikke være danske våben – B 122 er et meget vidtgående bidrag. Praksis er, at vi flyver rundt mellem forskellige baser i Europa, læsser af på Cypern, hvorefter andre i koalitionen tager over.

Hvis vi ikke kan få fuldstændig sikkerhed for, at vi ikke bidrager til de sekteriske militser, så bør vi trække vores transportbidrag – eller i hvert fald præcisere, hvad og hvem vi vil støtte. Den garanti burde vi have krævet hos vores koalitionspartnere forlængst, men bedre sent end aldrig.


Sarah Leah Whitson er administrerende direktør for Mellemøsten og Nordafrika i Human Rights Watch.

Billedet af C-130J-30 Hercules transportflyet er fra Forsvarskommandoens hjemmeside, hvor du kan læse om Danmarks bidrag til “Operation Inherent Resolve”.

Irak lige nu: 45 krigsofre om dagen

FN i Irak opgør hver måned antallet af dødsfald som følge af krigen (“acts of terrorism and violence”). I januar 2015 mistede 1.375 irakere livet, mens yderligere 2.240 blev såret. Mere end halvdelen er civile ofre.

Tallene er absolut minimum, da ikke alle kilder er sikre, og der er ikke opgørelser fra de områder, som er kontrolleret af Islamisk Stat. Endelig er der ikke medregnet dødsfald som følge af humanitære forhold (fx mangel på vand, mad og medicin).

Det er rent ud sagt en menneskelig katastrofe. Kan det virkelig passe, at vores eneste svar (ud over de rent militære) på Iraks enorme udfordringer er at håbe på “en inkluderende regering i Baghdad”? Seneste nyt fra dén front er, at al-Abadi ikke har styr på tropperne, mens al-Maliki er ved at reetablere sin magtposition i sikkerhedsapparatet.

Når vi på et tidspunkt (forhåbentlig) har afmilitariseret vores politik, kan vi begynde at lede efter mere langsigtede og varige løsninger på de forskellige konflikter i Irak – og fx begynde med indledende fredsforhandlinger og sikrede zoner under FN-flag. Indtil da fortsætter vi nok med at kaste bomber, sende våben – og tælle krigsofre.

Læs mere

Kobanê er frit – hvad nu?

Hvis det holder i længden, skal vi naturligvis glæde os over, at Islamisk Stat er bekæmpet i byen Kobanê i det nordlige Syrien. Op imod halvdelen af byen er ødelagt og helt uegnet til beboelse, og langt de fleste indbyggere er flygtet ud af byen. Alt sammen har rod i Islamisk Stats fremmarch og helt urimelige adfærd i Syrien. Inden da var området i en “neutral” tilstand, på trods af den syriske borgerkrig.

Jeg sender gode og positive tanker til de hårdt kæmpende styrker i Kobanê – det kræver mod og styrke at stå imod Islamisk Stat. Jeg vil dog ikke lade champagnepropperne springe, men afvente at freden (eller noget der ligner) i og omkring Kobanê viser sig at holde. Imens vil jeg blandt andet overveje, hvad dagens meldinger og begivenheder betyder.

  1. Hvor er Islamisk Stats krigere flygtet hen, og hvordan får vi stoppet dem? Den forfærdelige bevægelse forsvinder ikke, fordi Kobanê er blevet fri for dem. IS har stadig solidt fodfæste mange steder i Syrien og Irak, og det er bestemt ikke nok at bekæmpe dem i de kurdiske områder. Jeg har tidligere rejst spørgsmålet: Hvordan kan “våben til de kurdiske områder” afhjælpe situationen i alle de andre områder, hvor der er væbnede konflikter i Syrien og Irak? Det er ikke nok at jage IS ud af Kobanê – vi skal finde ud af, hvordan vi helt kommer af med IS.

  2. Flere analytikere nævner, at Islamisk Stat ser meget overordnet på sin militære indsats. De er i en guerillalignende form for krig, hvor der hele tiden er fremgang ét sted og tilbageslag et andet. Derfor lader de sig ikke påvirke synderligt af at blive trængt her og der. Så længe de samlet set holder linjen i fronterne, kan de konsolidere sig i kerneområderne; og måske endda udvide disse områder en lille smule. Det er værd at bemærke, at der i det store billede ikke er rykket væsentligt på frontlinjerne, siden koalitionen for et halvt år siden fløj deres første af mere end 2000 bombetogter. Så hvad betyder det reelt for IS, at de i øjeblikket har måtte slippe Kobanê? Koncentrerer de kræfterne om fremgang andre steder? Vender de tilbage senere?

  3. Kobanê ligger i et kurdisk kontrolleret område, hvor flertallet i befolkningen er kurdere. Men det er samtidig et område, som formelt hører under Syrien, og hvor blandt andre FSA (den frie syriske hær) har opbakning i dele af befolkningen. Den syriske koalition har tidligere udtrykt bekymring for, at vestens ensidige fokus på kurderne vil skabe konflikter mellem kurdere (især YPG) og andre militære grupper i den syriske revolution (især FSA). Hvordan tackler kurderne den inkluderende opgave, der ligger foran dem?

  4. Er Kobanê en gylden mulighed for at få FN på banen? Et nyligt offentliggjort studie har vist, at konflikter med tilstedeværelse af FN’s fredsbevarende styrker udvikler mindre vold end tilsvarende konflikter uden FN, med andre bidrag (fx politistyrker) eller med ensidige militærindsatser udefra. Flere parter har efterlyst, at det internationale samfund går ind i Irak og Syrien og sikrer nogle områder. Måske var det værd at overveje som alternativ (eller om ikke andet supplement) til bevæbning af udvalgte parter i konflikterne?

Ud over de nævnte punkter bliver det interessant at følge al-Assads reaktion på situationen. Og vil den syriske koalition (herunder FSA) føle sig og reelt være endnu mere pressede mellem de forskellige parter i borgerkrigen i Syrien?

Der er grund til at vi glæder os, når områder, byer og mennesker bliver befriet fra Islamisk Stats modbydelige regime. Vi må bare ikke glemme, at kampen ikke er slut. Langt fra endda. Det gælder både i Irak og i Syrien.

SF’s krigsdilemma

SF’s forsvarsordfører Holger K. Nielsen gik forleden i pressen med budskabet om, at hvis Iraks regering ikke får styr på de irakiske shia-militser, så gør vores krigsindsats med F 16-fly måske mere skade end gavn. Og så må Danmark ud af Irak.

Det er sjældent, jeg er enig med soldater i ret meget, når det kommer til militære indsatser. Men her må jeg bare erkende, at Flemming Vinther, formand for Hærens Konstabel- og Korporalforening, rammer hovedet på sømmet. Til DR udtaler han blandt andet:

Det er fair nok, at politikerne hele tiden overvejer det her dilemma, som man næsten altid står i i de her missioner. Men det kan undre, at det kommer to måneder efter, at man besluttede det. Det er jo et gammelt kendt dilemma.

Underligt er lige præcis, hvad det er. Det var nemlig et dilemma, der også blev diskuteret i Folketingssalen, da man skulle vedtage forslaget om at sende F 16-fly til Irak. Her undgik Holger K. Nielsen dog behændigt at forholde sig direkte til de irakiske shia-militser – måske fordi han ikke blev spurgt.

Uanset hvad, så er det ikke nogen overraskelse, at Islamisk Stat ikke er alene om grusomhederne i Irak. Det er heller ikke nogen hemmelighed, at hvis vi støtter den irakiske regering, så støtter vi også de sekteriske og menneskerets-krænkende shia-militser.

Hvis Holger K. Nielsen ikke vidste det her, så har han ikke sat sig ret godt ind i tingene, inden han stemte for at sende soldater i krig. Hvis han vidste det, så er det mildest talt usmageligt at lægge afstand til krigsindsatsen – på baggrund af nogle ting han vidste, allerede da han stemte for at gå i krig.

Læs mere…

http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2014/11/18/074358.htm

http://www.hrw.org/news/2014/07/11/iraq-campaign-mass-murders-sunni-prisoners

http://www.businessinsider.com/iranian-proxy-militias-in-iraq-and-syria-2014-9

At give hånd med knyttet næve

I disse dage fremlægger USA’s præsident Barack Obama sin strategi for landets indsats i Irak og Syrien. Jeg håber, at han lægger op til hurtigst muligt at etablere en fredsskabende FN-mission. For kun på den måde kan der skabes en varig løsning på problemerne i området.

Lige nu er der et forfærdeligt kaos mange steder i Irak og Syrien. Mennesker på flugt, meningsløse myrderier, og gamle fjender der for en stund bliver venner på tålt ophold – alt sammen på grund af, at en militant gruppe, der kalder sig Islamisk Stat (IS), er ved for alvor at få fodfæste i regionen.

For at bekæmpe de bestialske ugerninger, der finder sted under IS, har et enigt Folketing besluttet at støtte en amerikansk ledet indsats i Irak. Vi stiller et transportfly til rådighed, og flyet skal i første omgang transportere våben til hårdt kæmpende kurdiske styrker i det nordlige Irak.

Det er en situation fuld af dilemmaer, og jeg er ikke udelt begejstret for Folketingets beslutning. På den ene side er der ingen tvivl om, at IS skal bekæmpes, stoppes og stilles til ansvar. Men på den anden side er der heller ingen tvivl om, at den vestlige indsats i området virker motiverende for IS. Samtidig øger vores blotte tilstedeværelse gruppens muligheder for at rekruttere – især blandt de dele af befolkningen, som er blevet undertrykt i det kaos, der fulgte efter USA’s og Danmarks ulovlige Irak-krig.

Uanset hvad, så er den nuværende indsats kun en midlertidig løsning, der ikke i sig selv fremmer stabiliteten i Irak på længere sigt. En god og varig løsning på konflikterne i Irak, Syrien og andre steder i Mellemøsten sker bedst, hvis der er et klart FN-mandat bag såvel humanitære som væbnede indsatser. Det ser vi gang på gang rundt omkring i verden – ligesom vi ofte ser vestlige “bidrag” uden FN-mandat gå grueligt galt.

Grundlæggende er krig ikke en løsning på internationale problemer, og flere våben løser ikke en væbnet konflikt. Man skaber ikke alliancer ved at smide bomber, man knytter ikke venskaber fra hver sin skyttegrav, og man ser ikke det gode i sin næste gennem et kikkertsigte.

Når du knytter næven, er det svært at give hånd.