Islamisk Stat skal tales ihjel

Islamisk Stat i Irak september 14 til April 15

Den danske og internationale indsats i kampen mod Islamisk Stat og for fred i Mellemøsten slår fejl. Det skyldes en manglende forståelse for de lokale konflikter og for, hvad der nærer og driver ekstreme bevægelser som IS og brutale magthavere som al-Assad. Dyb mistillid mellem forskellige grupper i samfundet, ringe materiel levestandard, udbredt korruption og kulturelt betinget ulighed er altsammen med til at gøde jorden for personer og grupper med stærke magtambitioner og kun ringe respekt for demokrati og menneskerettigheder.

Fra Danmark bidrager vi til konflikten i Irak med transportfly, F-16-fly, logistisk personel og uddannelse af irakiske og kurdiske soldater. Formålet er at hjælpe med at bekæmpe Islamisk Stat. Indtil videre er der sket det, at IS er slået tilbage enkelte steder, men at deres indflydelse i Irak samlet set er uforandret. Til gengæld er gruppen nu ved at have tilpasset sig koalitionens luftkrig: De flytter sig selv og deres materiel i mindre grupper, graver grøfter som gør det sværere at se dem fra luften, og de etablerer positioner hvor det er svært at bombe med fly – hvis man altså vil undgå civile tab.

Samtidig tyder intet på, at IS’s rekrutteringsbase er blevet mindre i Irak. Der er stadig udbredt mistillid mellem især sunniarabiske grupper på den ene side og al-Abadis regeringsstyrker og PMU (shi’amilitser) på den anden. Mange områder, hvor IS i efteråret blev slået tilbage, er stadig totalt affolkede, og der er ingen indsats for at genhuse beboerne, sørge for sikkerhed, forsyninger osv. Selv befolkede områder, hvor IS tidligere led nederlag, er gruppen nu ved at tage tilbage.

Når vi hører vestlige medier juble over sejre i fx Kobane og Tikrit, er det som at fejre et succesfuldt nålestik i en kamp med sværd. Islamisk Stats krigsførelse er at sammenligne med guerillakrig. De taber et slag, trækker sig tilbage, justerer strategi og taktik, omgrupperer – og fortsætter så kampen. Derfor er den vestlige indsats i krigen helt utilstrækkelig og dybest set naiv, grænsende til farlig for udviklingen i området.

Lad os blot for en god ordens skyld sige, at det lykkedes at nedkæmpe Islamisk Stat. Jamen, så kommer der en ny – og måske endnu værre – gruppe og overtager deres plads. Sådan vil det blive ved, med mindre vi gør noget ved årsagerne til, at sådanne grupper kan opstå og fungere. Det kan de kun, så længe de kan hente opbakning i den almindelige befolkning; en opbakning der er baseret på ringe levestandard, stor ulighed samt mistillid mellem mennesker.

Så vi ved, hvad der skal til: Velfærd, lighed og gensidig tillid. Det når vi ikke ved at sende våben og bombefly til området. Der skal en helt anden indsats til. Civilbefolkningen skal beskyttes, og de fredsramte områder skal sikres. Krigsforbrydelser skal straffes – også selv om det er “de gode”, der har begået dem. Der skal laves aftaler med magthaverne om at fordele samfundets goder og den politiske indflydelse mere ligeligt. Og der skal indledes samtaler i FN-regi med de enkelte parter, der indgår i konflikterne: Hvad ønsker I for fremtiden? Hvilke muligheder ser I for fred i jeres land? Hvem kan I umiddelbart sidde til bords med? På den baggrund vil det være muligt at sætte stadig flere grupper sammen og tale om en fremtid med plads til alle.

Det er en lang og svær proces. Men det er en vej til en fremtid, hvor befolkningen kan leve et godt liv i et fredeligt samfund – hvor der ikke er grobund for ekstremistiske bevægelser som Islamisk Stat. Jeg får ofte at vide, at det er umulig ønsketænkning, og at jeg er naiv. Det kan være. Men det er en vej, vi ikke kan tillade os at gå forbi, uden at se hvor den fører hen. Det skylder vi den befolkning, som vi indtil videre blot har sendt flere våben og flere bomber til.

(Jeg har her fokuseret på Irak, hvor det danske bidrag begrænser sig til. I Syrien er problemerne grundlæggende de samme, omend løsningerne er noget mere komplicerede.)

Kort

Kortene på billedet er fra Institute for the Study of War:

Ansvaret for attentatet i Al-Hasakah

Luftfoto af Al-Hasakah. Fra https://archive.org/details/AlHasakah

Beretninger fra en krigsramt region har altid mange udgaver. Det er kun sjældent, vi herhjemme får mere end én. Og vinklinger som komplicerer billedet af “de gode og de onde”, “vinderne og taberne”, “sort og hvid”, har ikke en chance. Her er en anderledes situationsrapport fra det nordøstlige Syrien…

Navnet er Bafi Shayar. Han er kurdisk journalist og arbejder for det oppositionsvenlige Al-Hasakah Today nyhedsnetværk. For en uges tid siden blev han interviewet af Syria Direct.

Baggrunden er, at der den 20. marts eksploderede to bilbomber i byen Al-Hasakah. Det skete under fejringen af det kurdiske nytår (“Nowruz”). Det var et forfærdeligt og tragisk attentat, og næsten 40 mennesker mistede livet. I løbet af det næste døgn var det fastsat ved mediernes dom, at Islamisk Stat stod bag.

Faktisk havde Islamisk Stat ikke officielt taget ansvaret for eksplosionerne. Det plejer de ellers altid at gøre, når de står bag – det er en næsten automatisk del af deres propaganda. Er det en fejl? Har de skiftet medietaktik i forhold til Al-Hasakah? Eller står der i virkeligheden andre bag bomberne?

Bafi Shayar har intet endeligt svar på de spørgsmål. Til gengæld understreger han, at uanset hvad så er sikkerheden i Al-Hasakah kurdiske YPG’s ansvar; og at hændelsen fandt sted i en del af byen, der ellers betragtes som meget sikker.

Han beretter også om en indgroet mistillid til YPG og PYD blandt de lokale. De kurdiske gruppers periodevise samarbejde med regimet er ikke velset – og der er mange historier om, at YPG har fordrevet folk fra nogle af de landsbyer, de har erobret og i nogle tilfælde overdraget til regimet. Var bomberne i virkeligheden en kærkommen afledning fra disse historier? Og havde YPG eller regimet andel i attentatet? Sådan spørger de hinanden rundt omkring i Al-Hasakah.

Dermed er det lokale forhold til PYD og YPG meget dobbelt. På den ene side har de kurdiske styrker været stærkt medvirkende til at presse Islamisk Stat ud af byen og en del omkringliggende landsbyer. På den anden side ses de som nogle, der hytter deres eget, kurdiske skind – og det falder ikke altid sammen med den syriske revolutions interesser og mål.

Sådan ser verden i Al-Hasakah altså også ud netop nu – hvis man spørger en kurdisk journalist med oppositionsbriller på. Og Islamisk Stat har stadig ikke (16.4.2015) taget ansvaret for bomberne.

(Læs hele interviewet her: http://syriadirect.org/news/kurdish-journalist-ypg-‘responsible’-for-nowruz-bombing)

Irak lige nu: 45 krigsofre om dagen

Hercules C-130 transportfly

FN i Irak opgør hver måned antallet af dødsfald som følge af krigen (“acts of terrorism and violence”). I januar 2015 mistede 1.375 irakere livet, mens yderligere 2.240 blev såret. Mere end halvdelen er civile ofre.

Tallene er absolut minimum, da ikke alle kilder er sikre, og der er ikke opgørelser fra de områder, som er kontrolleret af Islamisk Stat. Endelig er der ikke medregnet dødsfald som følge af humanitære forhold (fx mangel på vand, mad og medicin).

Det er rent ud sagt en menneskelig katastrofe. Kan det virkelig passe, at vores eneste svar (ud over de rent militære) på Iraks enorme udfordringer er at håbe på “en inkluderende regering i Baghdad”? Seneste nyt fra dén front er, at al-Abadi ikke har styr på tropperne, mens al-Maliki er ved at reetablere sin magtposition i sikkerhedsapparatet.

Når vi på et tidspunkt (forhåbentlig) har afmilitariseret vores politik, kan vi begynde at lede efter mere langsigtede og varige løsninger på de forskellige konflikter i Irak – og fx begynde med indledende fredsforhandlinger og sikrede zoner under FN-flag. Indtil da fortsætter vi nok med at kaste bomber, sende våben – og tælle krigsofre.

Læs mere