Underholdning i dansk politik

Er der ved at være for meget underholdning i dansk politik? Først fejrede Venstres Inger Støjberg den alvorlige flygtningesituation med en kage. Dén succes bagte Karsten Hønge fra SF videre på og fejrede, at en masse mennesker med lukningen af Uber mister en biindtægt. Og senest morer blandt andre Alternativet sig med hashtag’et #AnmeldEnPizzabager over, at tusindvis af mennesker lever illegalt i Danmark.

Umiddelbart virker det ikke, som om der er ret meget at glædes ved. Når vi strammer lovgivningen for mennesker, der kommer til landet, så er det jo fordi, der er et eller andet galt andre steder i verden. Det kan være krig eller sult, det kan være undertrykkelse eller etnisk forfølgelse, og det kan være fattigdom eller katastrofale klimaforandringer. Uanset hvad, så er det leveforhold, som får mennesker til at pakke de nødvendige ejendele og forlade deres hjem – på en rejse mod en uvis og usikker fremtid.

Uber vælger at lukke deres aktiviteter i Danmark. Det er deres valg, og det står enhver virksomhed frit at forlade Danmark, hvis de ikke vil følge dansk lov eller fungere med dén danske model, som er en hjørnesten i det danske arbejdsmarked. Men når en virksomhed lukker sine aktiviteter, så efterlader det de ansatte uden arbejde. I Ubers situation er det for de flestes vedkommende nok en ekstra indtægt, som ikke vælter den samlede privatøkonomi. Men der kan jo være chauffører, som har baseret deres økonomi på den løn, de tjener hos Uber. Disse menneskers fremtid bliver ikke lysere af, at de er i en virksomhed, som bevidst har virket ved siden af den danske model – med den beskyttelse, der måtte ligge i det.

TV2 kører for tiden en dokumentar om illegale indvandrere i Danmark. Man kan mene om konceptet, hvad man vil. Men det kaster om ikke andet lys på et problem, som indtil videre har været uden for offentlighedens søgelys. Her i landet lever ca. 18.000 mennesker uden papirer, uden rettigheder og uden samfundets beskyttelse. Så længe de ikke er registreret som beboere i Danmark, har vi som samfund ikke mulighed for at hjælpe dem. Og der er naturligvis også et sikkerhedsmæssigt problem i, at så mange mennesker lever skjult.

Skal vi ikke snakke om, hvordan vi får skabt en bedre balance i verden – så mennesker ikke behøver forlade deres hjem i utide? Skal vi ikke kortlægge, om der er mennesker, som kommer i alvorlig klemme på grund af Ubers forestående lukning? Og skal vi ikke diskutere, hvordan vi bedst hjælper illegale indvandrere til at blive registreret og dermed få en plads i samfundets tryggere rammer?

Skal vi ikke overlade kage- og pizzabagning til fagfolk og diverse underholdningsprogrammer? Så kan vores politikere fokusere på at bringe alvoren og substansen tilbage i dansk politik.


At der lever “ca. 18.000” illegale indvandrere i Danmark, er et estimat foretaget af Rockwool Fonden. Det er behæftet med ret stor usikkerhed, men if. Forskningsenhedens arbejdspapir nr. 115 lever der med 95% sikkerhed mellem ca. 16.000 og ca. 19.000 illegale indvandrere i Danmark. (Se side 8 for tallene.)

Billedet er fra Pixabay, taget af Korado Islangirijev (keram).

Tjener for hele folket

Det er et billede af en tjener. På en bund af tragiske menneskeskæbner har hun lagt en splittet befolkning, delt af uforsonlig retorik og rene provokationer. For at nedtone det gustne overlæg og den bitre eftersmag, er det hele pakket ind i sukkersød overflade og pyntet med farverigt spin. På toppen af herligheden er Dannebrog flankeret af et bredt og glædestrålende smil.

I det danske demokrati har der altid været tradition for, at en minister er minister for hele folket. Jo, naturligvis kan vi være uenige. Der skal træffes beslutninger, som ikke alle er enige i – sådan er det at være sammen om et demokrati. Men vi gør det på en ordentlig måde, og ministeren tjener folket med afmålt og passende ydmyghed over for embedet.

Det vil klæde vores allesammens udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg at huske dette, næste gang hun byder befolkningen på kage.

(Du kan se Gennemførte stramninger på udlændingeområdet på Udlændinge- og integrationsministeriets hjemmeside.)