Politikeres og mediers særlige ansvar

Vi slår revner i samfundet

I kølvandet på skyderierne i København sidste weekend, var medier og politikere hurtigt ude og talte om “terror” og “angreb på demokrati og ytringsfrihed”. Vi skal undgå “radikalisering” og forebygge en opdeling i “dem” og “os”. Her har vi alle, og politikere og medier i særdeleshed, et ansvar, når vi taler om overgreb, attentater og mord i vores samfund.

Først og fremmest: Er det rimeligt at kalde lørdagens attentater for terrorisme? Det blev og bliver diskuteret flittigt – ikke mindst set i lyset af, at vi stadig ikke har fuld sikkerhed for hverken gerningsmand/-mænd eller motiv.

I forlængelse af denne debat er det nu relevant at stille endnu et spørgsmål: Hvornår er der tale om terrorisme, og hvornår er der “blot” tale om hadforbrydelser, attentater, overgreb osv.?

Alt for mange muslimer er efter i lørdags blevet udsat for overgreb af forskellig slags. Der tegner sig et mønster af et angreb på Islam som sådan. Overgreb på enkeltpersoner med det formål at intimidere og skabe frygt blandt en større gruppe af mennesker på grund af gruppens religion: Er det terrorisme?

Hvorfor er skyderierne ved Krudttønden og i Krystalgade “terror”, mens overgreb på muslimske medborgere er “hadforbrydelser”?

Efter min mening er det sådanne retoriske forskelle – hvor beskedne de end måtte se ud – der er med til at grave grøfter mellem “dem” og “os”: Når muslimer begår overgreb, er det terror – når andre borgere begår overgreb, er det noget andet; hadforbrydelser, politisk eller religiøst motiveret vold osv.

Forskelsbehandlingen ses også tydeligt i den måde, vi håndterer det på politisk. Tag regeringens udspil i indeværende uge som eksempel: Muslimsk “terror” følges op med højt profilerede bevillinger til politi og sikkerhedstjenester, øget overvågning mv. Ikke-muslimske “hadforbrydelser” følges op med kortlægning, kampagner mv.

Mange folkevalgte taler lige nu om “imamernes særlige ansvar”. Jeg kunne ind imellem ønske, at vores medier og politikere havde mere fokus på og bevidsthed om deres eget helt særlige ansvar – hvordan deres egen retorik påvirker vores samfund og dets sammenhængskraft. Og hvordan vi i vores ord og handlinger til stadighed lægger afstand til muslimer i Danmark.