Kommunalvalg i prikkerundens skygge

Slut med ekstra legetøj i otte af Hernings dagplejehjem

I dag skal vi stemme til kommunalvalg og regionsvalg 2013. Den er en af de dage, hvor vi fejrer, at vi lever i et demokrati. Jeg havde tænkt, at jeg i dag ville skrive lidt om mine oplevelser under valgkampen. Samtidig kunne jeg samle op på de debatindlæg, jeg har fået bragt i Herning Folkeblad dette efterår.

Men det må blive en anden dag. I stedet må du orientere dig her på min blog. For der er kastet en tung skygge over denne demokratiets festdag. I går aftes blev der ringet rundt til otte dagplejere i Herning Kommune. De fik at vide, at de fra 1. juli 2014 ikke længere skal passe børn i den kommunale dagpleje.

Disse fyringer befinder sig i grænselandet mellem det hovedrystende og det direkte uforskammede. Så sent som i foråret blev 20 dagplejestillinger nedlagt i Herning Kommune, med 17 fyringer som følge. Hvad har ændret sig så afgørende på et halvt år, at det nu er nødvendigt at fyre endnu flere?

Faldende børnetal er forklaringen. Men er det nu også hele forklaringen? Kan det virkelig passe, at forvaltningen har regnet så meget forkert på prognoserne? Eller gemmer der sig andre sandheder bag denne “tilpasning af organisationen”?

Jeg vover et øje og kommer med nogle bud. Det kan måske samtidig være nogle bud på, hvordan vi i Herning kommer væk fra, at dét at være dagplejer er at sidestille med at være daglejer.

  • Leder i kommunens dagpleje, Søren Buch, fortæller til Herning Folkeblad, at “Dagplejerne får løn for at passe fire børn…”. Det er der flere ting at sige til.
    1. Der er dagplejere, som får løn for at have fem børn. Jeg foreslår, at vi sætter et reelt maksimum ved fire børn, så der kun i nødstilfælde og overgangsperioder er tale om fem børn hos en dagplejer.
    2. Man kunne kigge på en model, hvor nogle dagplejere har tre faste børn. Det kunne for eksempel være, hvis man er nystartet eller kun har helt små børn. Det kunne også være i dagplejehjem, der fungerer som faste “gæstebarns-hjem”.
  • Herning Kommune har ikke deltids-dagplejere ansat. Det har man med succes i flere kommuner. En model for det kunne være, at der var nogle dagplejere, som havde faste åbningstider mellem 8.00 og 15.30. De skulle slippe for aftenmøder og overarbejde – de ting, som giver de fuldtidsansatte dagplejere et højt antal afspadseringsdage.
    1. Færre dage der skal afspadseres vil af mange forældre blive oplevet som et kvalitetsløft i sig selv. Det betyder nemlig færre dage i gæstepleje – altså mere stabilitet for barnet og mindre logistik for forældrene.
    2. Nogle forældre vælger allerede i dag at bringe sent og hente tidligt – fordi de prioriterer tid sammen med barnet. Det kan der faktisk være en god pointe i at understøtte kommunalt. De fleste er enige om, at man bør begrænse de helt små børns tid i pasningstilbud, så de får mest mulig tid sammen med deres forældre.
    3. En del dagplejere ville sikkert se det som en lettelse at have en fast arbejdsdag. Det vil selvfølgelig betyde en nedgang i indkomsten, men det må blive en sag for den enkelte og arbejdsmarkedets parter.
  • I perioder med færre børn kan man bruge mere tid på efteruddannelse og generelle kvalitetsløft i dagplejen.
    1. Det er for mig at se ret fjollet, at man afskediger så relativt få som otte dagplejere. I perioder med mindre søgning til dagplejen kunne man vælge at sende de ansatte på kurser, lave hjemmesider, læreplaner og så videre.
    2. Vedligeholdelse og udvikling af dagplejens kvalitet kunne også være med til at øge søgningen til dagplejen. Der er jo ventelister til vuggestuer rundt om i kommunen. Måske handler det også om – uberettiget eller ej -, at forældrene ikke ser dagplejen som et godt nok alternativ?

Der er altså mange ting, man kan kigge på, før man går ud og prikker til dagplejerne i Herning Kommune. Det er ikke alle ovenstående forslag, der koster ekstra. Men mangler der penge, må kommunalbestyrelsen på banen. Man kan jo starte med at finde de otte millioner øremærkede kroner frem, man har fået til området – og som det nuværende Byråd har valgt at fore kommunekassen med i stedet.

I virkeligheden ser jeg denne ekstra prikkerunde som en kombination af flere ting:

  1. Faldende børnetal,
  2. vigende søgning til dagplejen, og
  3. mangelfuld ledelse og dårlig politisk styring.

Det første kan vi ikke gøre noget ved. Det andet kan vi rent faktisk forsøge at ændre – men ikke så længe vi bliver hæmmet af det tredje.

God valgdag.