Min debut til vælgermøde

Klar til vælgermøde i Kulturhus Kulturama

I disse dage er det gået så stærkt, at jeg næsten ikke kan følge med. Torsdag havde jeg endnu et læserbrev i Herning Folkeblad. Og jeg havde min debut i et panel til vælgermøde.

Mødet foregik i Kulturhus Kulturama på Holtbjerg, og det var en del af den landsdækkende kampagne Alles valg. Jeg synes vi kom omkring mange gode emner i panelet. Der var generelt en fælles forståelse på tværs af partier, når det kom til hovedtemaet: Integration. Det virker efterhånden lidt slidt i den politiske verden. De fleste vil meget hellere tale om gensidig respekt, mangfoldighed, udstrakte hænder og kulturmøder. Altså forsøge at beskrive målet frem for et akademisk begreb.

For mig som helt ny i aktiv politik bliver det hurtigt en strid om ord. Men der er selvfølgelig en tung historik knyttet til integrations-begrebet. Så længe vi er enige om at holde fokus på at leve sammen i velfungerende fællesskaber, så er jeg glad.

Jeg var ret nervøs inden mødet. Men det gik vist meget godt, og de andre kandidater fredede nok en nybegynder som mig. Jeg slap i hvert fald uskadt fra at åbne et par flanker undervejs, fx ved om nødvendigt at finansiere mere borgernær service gennem en minimal forøgelse af skatten 🙂

Torsdagens debatindlæg i avisen koster også lidt. Jeg mener dog, at det er alle pengene værd. Bedøm selv.

Børn og unge skal køre billigt i Herning

Herning Kommune har en lang række gode tilbud inden for kultur- og fritidslivet. Det er givende og vigtigt for vores børn og unge, og det stiller store krav til planlægning og logistik i familiens hverdag.

I Enhedslisten arbejder vi for, at busser og tog i kommunen bliver om ikke gratis, så meget billigt for byens børn og unge at bruge. Så kommer de nemmere omkring i deres fritid, det hjælper familien med transport-udfordringer, og endelig giver det et ekstra plus i Hernings grønne regnskab.