Fri mig for snak om ultimative krav

I disse dage er Enhedslisten under voldsom beskydning: “I stillede ultimative krav, så derfor blev regeringen tvunget til at lave finanslov med Venstre og Konservative.” Det er på alle måder noget snik-snak, der alene har til formål at fjerne fokus fra regeringens politiske valg.

For hvem er det, der stiller ultimative krav i en forhandling? Det er et spørgsmål om synsvinkel. Her er tre vinkler på præcis samme historie:

  • “Regeringen stillede et ultimativt krav om, at kommunerne fortsat skal have ret til ubegrænsede nedskæringer på ældreområdet.”
  • “Regeringen stillede et ultimativt krav om, at Enhedslisten skulle skrive under på den aftale, der lå på bordet – ellers ville de lave skattelettelser med VK.”
  • “Regeringen stillede et ultimativt krav om, at kommuner og regioner skal have mulighed for at bruge underbetalt, udenlandsk arbejdskraft i offentlige, skatteborgerbetalte jobs.”

Og sådan kan vi blive ved med at slå hinanden i hovedet, uden at nogen bliver klogere af det. I stedet for at sidde og surmule ovre i blå blok, skulle regeringen derfor hellere komme tilbage til sit parlamentariske grundlag, så vi kan lave noget solidarisk velfærdspolitik sammen.

Vi kan jo starte med at afbøde de værste skader efter kontanthjælpsreformen og dagpengereformen – gerne fulgt op af en aftale om den grønne investeringsfond, VK ikke ville finde finansiering til. Og så kan vi slutte af med en aftale om obligatoriske arbejdsklausuler med kædeansvar i hele den offentlige sektor; så danske skattekroner altid går til jobs på danske løn- og arbejdsvilkår.

[Dette synspunkt blev bragt i Herning Folkeblad 4. december 2013.]