Privatliv er det store emne, når vi taler om sociale medier for tiden. Google har fået ørerne i EU’s lovmaskine. Facebooks stifter er under beskydning i Guds eget land. Hvem er den næste i køen?
Det handler alt sammen om vores privatliv. Vi deler vores tanker og drømme, sorger og håb med hinanden. Og imens samler de sociale mediegiganter og deres parasitter oplysninger om os. Disse oplysninger sælges videre og bliver brugt til – ja, kun fantasien sætter grænser her.
Jeg kan ikke overskue, hvad jeg giver lov til. Der er mange gange, hvor jeg klikker “Næste” og “Ok”, og hvor jeg nok burde have klikket “Læs mere om…” Men jeg orker det ikke. Og meget tyder på, at jeg alligevel ikke ville have fået hele sandheden.
Skal vi så stoppe med at bruge de sociale medier? Ikke nødvendigvis. Men vi skal tænke os om, rigtig godt om. Tag et kig på dine indstillinger og se, hvor meget du deler. Beslut så, hvor meget du ønsker at dele, og sæt og fjern de nødvendige flueben. Og lad os håbe, det er nok.
Hvad med min blog?
Det næste problem opstår, når vi sidder med vores egne blogs, websites og så videre. Hvad sker der, når vi integrerer indhold og features fra for eksempel Facebook og Twitter? Et lille uskyldigt klik på en “Like”-knap sætter en sporingscookie på din computer, automatisk publicering af indhold til sociale medier giver programmørerne adgang til din offentlige profil…og sådan kan jeg blive ved.
Det er en jungle, og det er nemt at fare vild. Med dette indlæg tester jeg automatisk udgivelse til Facebook og Twitter. Til formålet bruger jeg en udvidelse af WordPress, som hedder WPSSO. Det vil vise sig, hvor meget jeg blotter mig – og hvad jeg udsætter min læser for.
Fortsættelse følger…
