Den danske og internationale indsats i kampen mod Islamisk Stat og for fred i Mellemøsten slår fejl. Det skyldes en manglende forståelse for de lokale konflikter og for, hvad der nærer og driver ekstreme bevægelser som IS og brutale magthavere som al-Assad. Dyb mistillid mellem forskellige grupper i samfundet, ringe materiel levestandard, udbredt korruption og kulturelt betinget ulighed er altsammen med til at gøde jorden for personer og grupper med stærke magtambitioner og kun ringe respekt for demokrati og menneskerettigheder.
Fra Danmark bidrager vi til konflikten i Irak med transportfly, F-16-fly, logistisk personel og uddannelse af irakiske og kurdiske soldater. Formålet er at hjælpe med at bekæmpe Islamisk Stat. Indtil videre er der sket det, at IS er slået tilbage enkelte steder, men at deres indflydelse i Irak samlet set er uforandret. Til gengæld er gruppen nu ved at have tilpasset sig koalitionens luftkrig: De flytter sig selv og deres materiel i mindre grupper, graver grøfter som gør det sværere at se dem fra luften, og de etablerer positioner hvor det er svært at bombe med fly – hvis man altså vil undgå civile tab.
Samtidig tyder intet på, at IS’s rekrutteringsbase er blevet mindre i Irak. Der er stadig udbredt mistillid mellem især sunniarabiske grupper på den ene side og al-Abadis regeringsstyrker og PMU (shi’amilitser) på den anden. Mange områder, hvor IS i efteråret blev slået tilbage, er stadig totalt affolkede, og der er ingen indsats for at genhuse beboerne, sørge for sikkerhed, forsyninger osv. Selv befolkede områder, hvor IS tidligere led nederlag, er gruppen nu ved at tage tilbage.
Når vi hører vestlige medier juble over sejre i fx Kobane og Tikrit, er det som at fejre et succesfuldt nålestik i en kamp med sværd. Islamisk Stats krigsførelse er at sammenligne med guerillakrig. De taber et slag, trækker sig tilbage, justerer strategi og taktik, omgrupperer – og fortsætter så kampen. Derfor er den vestlige indsats i krigen helt utilstrækkelig og dybest set naiv, grænsende til farlig for udviklingen i området.
Lad os blot for en god ordens skyld sige, at det lykkedes at nedkæmpe Islamisk Stat. Jamen, så kommer der en ny – og måske endnu værre – gruppe og overtager deres plads. Sådan vil det blive ved, med mindre vi gør noget ved årsagerne til, at sådanne grupper kan opstå og fungere. Det kan de kun, så længe de kan hente opbakning i den almindelige befolkning; en opbakning der er baseret på ringe levestandard, stor ulighed samt mistillid mellem mennesker.
Så vi ved, hvad der skal til: Velfærd, lighed og gensidig tillid. Det når vi ikke ved at sende våben og bombefly til området. Der skal en helt anden indsats til. Civilbefolkningen skal beskyttes, og de fredsramte områder skal sikres. Krigsforbrydelser skal straffes – også selv om det er “de gode”, der har begået dem. Der skal laves aftaler med magthaverne om at fordele samfundets goder og den politiske indflydelse mere ligeligt. Og der skal indledes samtaler i FN-regi med de enkelte parter, der indgår i konflikterne: Hvad ønsker I for fremtiden? Hvilke muligheder ser I for fred i jeres land? Hvem kan I umiddelbart sidde til bords med? På den baggrund vil det være muligt at sætte stadig flere grupper sammen og tale om en fremtid med plads til alle.
Det er en lang og svær proces. Men det er en vej til en fremtid, hvor befolkningen kan leve et godt liv i et fredeligt samfund – hvor der ikke er grobund for ekstremistiske bevægelser som Islamisk Stat. Jeg får ofte at vide, at det er umulig ønsketænkning, og at jeg er naiv. Det kan være. Men det er en vej, vi ikke kan tillade os at gå forbi, uden at se hvor den fører hen. Det skylder vi den befolkning, som vi indtil videre blot har sendt flere våben og flere bomber til.
(Jeg har her fokuseret på Irak, hvor det danske bidrag begrænser sig til. I Syrien er problemerne grundlæggende de samme, omend løsningerne er noget mere komplicerede.)
Kort
Kortene på billedet er fra Institute for the Study of War:
